Emilies bedsteforældre: "Man kan ikke fatte, hvordan hun kan forsvinde"
Selvom Emilie Meng nu har været forsundet i næsten to måneder, går hendes bedsteforældre stadig lange daglige ture, hvor de søger efter spor.
Af Victor Kristensen
MERE
Politiet eftersøger i øjeblikket kolonihavehuse i Korsør tæt ved området, hvor Emilie Meng forsvandt.
Politiet eftersøger i øjeblikket kolonihavehuse i Korsør tæt ved området, hvor Emilie Meng forsvandt. Privatfoto brugt med tilladelse fra familien.


I et forsøg på at finde spor i eftersøgningen af den forsvundne Emilie Meng har politiet onsdag gennemsøgt fire kolonihaveforeninger i Korsør.

Den forsvundne teenagers farmor og farfar befandt sig også ved kolonihaverne under dagens eftersøgning. 

Hver eneste dag søger de efter spor. 

- Vi ser efter alle steder, hvor vi tænker, hun kan være. Ved vandet og så videre, siger farmoren til TV ØST.

Men deres personlige eftersøgning har endnu ikke båret frugt, fortæller Emilie Mengs farfar til TV ØST, .

Rammer hele familien 

Emilie Mengs forsvinden har tæret hårdt på hele familien, og det er især svært for Emilie Mengs forældre, fortæller hendes bedsteforældre til tv-stationen. 

Det er især sagens mystiske omstændigheder og den manglende afklaring, der gør det svært for familien, understreger bedsteforældrene.

- Man kan ikke fatte, hvordan hun kan forsvinde ud i den blå luft, uden der er spor. Hverken et headset, sko eller en trøje. Det er uhyggeligt, siger farmoren til TV ØST.

Stadig håb

Ved dagens eftersøgning takkede bedsteforældrene de mange frivillige og politiet, der på anden måned leder efter Emilie Meng.

- Det er dejligt, de ikke har opgivet det. Så kan vi leve i håbet. Selvom håbet er lille efterhånden, så håber vi på det til det sidste, siger farfar til TV ØST.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.