Emilie-sagen: Over 60 dykkere med i stor aktion
Over 60 frivillige dykkere skal søndag lede efter den forsvundne Emilie Meng.
Emilie Meng har været forsvundet i to måneder.
Emilie Meng har været forsvundet i to måneder. Foto brugt med tilladelse fra familien.


En meget stor eftersøgning efter den forsvundne Emilie Meng finder sted på søndag, når blandt andet over 60 frivillige dykkere i kæde vil gennemdykke hele det 10 kvadratkilometer store Korsør Nor, som er det største af sin slags i Danmark. Dykkereftersøgningen menes også at være den hidtil største nogensinde i Danmark. Det skriver Sjællandske.

Det er gruppen "Forsvundne Personer", der står bag og har planlagt eftersøgningen, som også omfatter marinehjemmeværnet med sonarudstyr, over ti både, dykkere fra Københavns Brandvæsen, frivillige med droner, frivillige til fods og i waders samt ryttere med heste. Grundlæggeren af facebookgruppen "Forsvundne Personer" er Sofie Sønderup, der bor i Dragør.

- Jeg har kontakt til Emilies familie, som igen og igen siger, at de er dybt taknemmelige både over politiets indsats, men også over det store arbejde, vi mange frivillige udfører i bestræbelserne på at give familien vished, siger Sofie Sønderup til Sjællandske. Hun understreger, at hun er den eneste i gruppen "Forsvundne Personer", der har kontakt til familien.

Sofie Sønderup minder om "Forsvundne Personers" motto - "Vi fortsætter der, hvor andre giver op". Hun håber, at de kan give politiet den besked søndag, at hele Korsør Nor er 100 procent gennemsøgt. En af planlæggerne af den store eftersøgning er Helle Flintholm i Korsør. Sjællandske har besøgt den meget trætte men også glade 48-årige kvinde. Glad over den store opbakning fra hele Danmark inklusiv de firmaer og private, der giver mad, drikke og brændstof til de mange frivillige, der udfører eftersøgningen.

Emilie Meng er sidst set i live søndag den 10. juli klokken fire om morgenen på Korsør Station.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.