Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har torsdag morgen iværksat en ny eftersøgning i sagen om Emilie Meng, som har været sporløst forsvundet siden 10. juli.
Langs motorvejen ved Korsør er betjente i gang med at lede efter spor. Det er ifølge Ekstra Bladet specielt grøfterne politiet undersøger.
Aktionen bekræftes af efterforskningsleder politikommissær Steen von Würden over for Ekstra Baldet.
- Vi har en lille aktion i forbindelse med Emilie Meng-sagen. Den vil fortsætte over de næste par timer, siger Steen von Würden til avisen.
Steen von Würden afviser, at aktionen skyldes et konkret spor og fortæller til Ekstra Bladet, at aktionen er en opfølgning på nogle områder, som ikke er afsøgt ordentligt.
- Vi vil have endelig vished for, at der ikke er noget at finde på det sted, forklarer efterforskningslederen til avisen.
Den nu 18-årige Emilie Meng forsvandt sporløst efter en bytur 10. juli. Hun blev sidst set ved fire-tiden om morgenen.
Ved sin forsvinden var Emiline Meng iført en sort langærmet trøje med en sort blondebluse under, blå jeans og blå sko.
Emilie er 168 centimeter høj, beskrives som almindelig af bygning med langt brunt hår.
Har man oplysninger i sagen, kan man ringe til politiet på telefon 114.