Emilie-sagen: 67-årige Finn aflyttet af naboen
Advokat vil melde person i Korsør for opsætning af aflytningsudstyr til politiet. Mistanken var grundløs.
Politiet foretog en meget omfattende ransagning forleden i Korsør i forsøget på at finde den forsvundne Emilie Meng (arkivfoto).
Politiet foretog en meget omfattende ransagning forleden i Korsør i forsøget på at finde den forsvundne Emilie Meng (arkivfoto). Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix


På en vej i Korsør har en borger aflyttet en naboejendom, hvis beboere derefter - og uden grund - blev mistænkt for at have holdt den forsvundne Emilie Meng fanget.

Den private aflytning vil nu blive meldt til politiet, oplyser de mistænktes advokat, Steen Djurtoft, fredag morgen.

Naboen sendte lydfiler med aflytningen til politiet, som derefter fik en dommers tilladelse til en omfattende ransagning af adressen.

Naboen havde også - ifølge advokaten - fortalt politiet, at der kom råb om hjælp og banke-lyde fra ejendommen.

Da betjente gik i sving mandag og endevendte ejendommen, fulgte store dele af pressen med på sidelinjen.

Fire gange tidligere havde ordensmagten været på besøg. Men mandag blev en stor styrke sat ind i en uvarslet aktion.

Mistanken var fejlagtig, konkluderede politiet.

Det er politiets "klare opfattelse, at der ikke længere er grundlag for at opretholde mistanken mod beboerne i de ransagede huse," fastslog politiinspektør Kim Kliver.

Emilie Meng forsvandt 10. juli i Korsør. Den 18-årige kvinde havde været på bytur med venner i Slagelse.

Siden har politiet gennemført adskillige undersøgelser. Også private er rykket ud. Flere steder på Sjælland er der ophængt plakater med et foto af Emilie Meng.

Fredag morgen har pressen fået nærmere besked om, hvorfor politiet foretog den minutiøse gennemgang af ejendommen i Korsør mandag.

Mistanken var, at to personer i ejendommen kunne have berøvet Emilie Meng friheden.

Oplysningen fremgår af en kendelse, som Retten i Næstved afsagde mandag morgen. Kendelsen er frigivet fredag.

Der var rimelig grund til mistanken, vurderede dommeren. Desuden var ransagningen af væsentlig betydning for efterforskningen.

At private har gjort ihærdige forsøg på at undersøge sagen om Emilie, er ikke nogen hemmelighed.

Politiet advarede midt i oktober mod de private initiativer.

Borgere havde på grund af deres undersøgelser "skabt såvel forvirring som misforståelser og unødige følelsesmæssige rutsjeture for de pårørende," skrev politiet i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.