Emil Larsen sår tvivl om fremtiden i OB
OB's Emil Larsen ved ikke, hvor han spiller til næste sæson. Han forholder sig til sin kontrakt, som gælder til 2016.
Emil Larsen vil gerne prøve sig selv af på højere niveau, siger han.
Emil Larsen vil gerne prøve sig selv af på højere niveau, siger han. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


OB's kantspiller Emil Larsen har været offer for en masse opmærksomhed i denne uge efter sine udtalelser for nylig om forholdet til klubbens fans.

Emil Larsen giver efter søndagens sejr over FC Nordsjælland udtryk for en usikker fremtid i klubben.

- Jeg kan ikke svare på, om jeg spiller i OB til næste sæson. Min kontrakt gælder til 2016, så det forholder jeg mig til. Hvis klubben vil af med mig inden da, er det Jesper Hansen (OB"s sportschef, red.), som skal svare på det.

- Allerede for to år siden var jeg på vej væk. Jeg ved ikke, om jeg vil væk, men jeg har ambitioner og vil gerne prøve mig af på højere niveau, siger Emil Larsen.

Kantspilleren kunne ikke svare på, om hans udtalelser ville få direkte konsekvens for hans fremtid i klubben.

- Jeg ved ikke, om det med fansene får betydning, det må Jesper Hansen svare på, jeg kan ikke svare på det. Jeg fortryder ikke noget.

- Jeg kan ikke stå at sige, jeg bliver i OB i lang tid. Jeg snakkede med klubben i ugens løb om min udtalelse. Vi talte situationen igennem, og jeg fik råd til, hvordan jeg kommer videre.

OB's træner Ove Pedersen fokuserer på, at klubben nu skal forsøge at hjælpe Larsen inde på banen.

- Vi kan ikke gøre mere nu, end at få Emil tilbage i topform igen. Jeg har ikke spurgt ham, hvad der rørte sig inde i hans hoved mod FCN, men han var følelsesmæssigt påvirket.

- Man kan ikke bare glemme det, der er sket. Det bliver en længere rejse, og det er ikke bare at knipse med fingrene, så er det glemt.

- Jeg har snakket med Emil, og der er stærke følelser indblandet. Det skal man have respekt for. De fans, der var her mod FCN, gav ham en fantastisk opbakning både før kampen, og da han blev skiftet ind, understregede Pedersen.

Emil Larsens kontrakt udløber 30. juni 2016.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.