EM-håndbold: Debutant får chancen
Team Tvis-spilleren Michael Damgaard får mulighed for at vise sig frem i EM-kvalifikationskampen mod Litauen.
Michael Damgaard får mulighed for at vise sig frem i aften mod Litauen.
Michael Damgaard får mulighed for at vise sig frem i aften mod Litauen. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Danmarks nye håndboldlandstræner Gudmundur Gudmundsson sender Team Tvis Holstebro-spilleren Michael Damgaard på banen i Brøndby Hallen i torsdagens EM-kvalifikationskamp mod Litauen.

Det meddeler Dansk Håndbold Forbund i en pressemeddelelse.

Landstræneren, som også selv får sin debut på sidelinjen i en betydende kamp for Danmark, har udtaget Michael Damgaard blandt de 16 spillere, som kan regne med spilletid mod upåagtede Litauen.

Bagspilleren er ganske vist noteret for to landskampe, men det var på Ulrik Wilbeks såkaldte udviklingslandshold, der spillede et par kampe i Polen i foråret 2013.

Til gengæld har landstræneren valgt at se bort fra tre etablerede navne i Nikolaj Markussen, Casper U. Mortensen og Kasper Nielsen. Det har han formentlig gjort for at se nogle af de nye spillere an i en kamp, som Danmark ikke bør få problemer med at vinde.

I den første kamp i Danmarks EM-kvalifikationsgruppe spillede Bosnien og Hviderusland uafgjort 25-25 onsdag aften. Danmark møder Bosnien i Tuzla på søndag.

Gudmundur Gudmundsson har udtaget følgende 16 spillere til kampen mod Litauen:

Målmænd: Niklas Landin og Jannick Green.

Fløje: Hans Lindberg, Lasse Svan Hansen, Anders Eggert.

Stregspillere: Jesper Nøddesbo, Rene Toft Hansen, Henrik Toft Hansen.

Bagspillere: Kasper Søndergaard, Mads Christiansen, Mads Mensah Larsen, Bo Spellerberg, Henrik Møllgaard, Morten Olsen, Mikkel Hansen og Michael Damgaard.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.