EM-fløje skal glemme mareridtskamp i en fart
De fire danske fløjspillere havde en skrækkelig aften mod Norge torsdag aften. Den skal hurtigt ud af hovedet.
Maibritt Kviesgaard bryder igennem i Danmarks første EM-kamp mod Ukraine.
Maibritt Kviesgaard bryder igennem i Danmarks første EM-kamp mod Ukraine. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Kamprapporten fra håndboldkvindernes EM-kamp mod Norge torsdag aften er skræmmende læsning for den danske kvartet af fløjspillere:

Maibritt Kviesgaard: Nul mål på to forsøg. Ann Grete Nørgaard: Nul mål på to forsøg, hvis man ikke tæller straffekast med. Maria Fisker: To mål på fem forsøg. Trine Østergaard: To mål på fem forsøg.

En sjældent ringe udnyttelsesprocent fra en position, hvor Danmark ellers har stolte traditioner.

- Vi skød den norske målvogter lidt for dumt. Hun stod godt, og det må man give hende kredit for, men det havde også noget med os at gøre, siger Maibritt Kviesgaard dagen derpå.

Hun erkender, at humøret har været sløjt efter den vigtige kamp, der blev tabt 21-27 - ikke mindst fordi danskerne brændte alt for mange chancer.

- Jeg mistede lidt fokus, da jeg skulle afslutte, fordi målvogteren gjorde noget, jeg ikke havde regnet med. Jeg ved, hvad der gik galt, og det må jeg prøve at rette til næste kamp, forklarer hun.

Næste opgave er lørdag eftermiddag mod Polen i mellemrunden.

Her skulle der meget gerne være bedre træfsikkerhed fra de danske fløje, og Kviesgaard lover, at oplevelsen mod Norge ikke kommer til at hæmme hende eller holdkammeraterne.

- Man lærer at pakke tingene sammen, når man har fundet ud af, hvad man skulle have gjort anderledes. Så er det bare videre til næste kamp, og den må gerne komme hurtigt, siger hun.

Danmark møder Polen lørdag klokken 16.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.