Eller-scoring sender Montreal mod NHL-slutspil
Lars Eller stod for et af målene, da Montreal besejrede Florida og kvalificerede sig til playoff-kampene.
Lars Eller scorede sit 12. sæsonmål for Montreal Canadiens, da Florida Panthers blev slået med 3-2.
Lars Eller scorede sit 12. sæsonmål for Montreal Canadiens, da Florida Panthers blev slået med 3-2. Foto: Paul Chiasson/AP


Lørdag aften kvalificerede Anaheim Ducks med Frederik Andersen sig til NHL-playoff, og natten til søndag er endnu en dansk ishockeyprofil blevet klar til det prestigefyldte, nordamerikanske slutspil.

Lars Eller og Montreal Canadiens vandt hjemme i Bell Center en overtidssejr på 3-2 over Florida Panthers, og dermed er den canadiske traditionsklub med matematisk sikkerhed blandt de 16 hold i playoff, selv om der endnu resterer seks runder i grundspillet.

Eller spillede center i tredjekæden og åbnede scoringen i første periode, sekunder efter at Florida var blevet fuldtallig efter en udvisning.

Målmand Roberto Luongo parerede et slagskud, men pucken strøg lige ud til den 25-årige dansker, der tordnede riposten i nettet.

Florida kom godt igen i anden periode og fik både udlignet og bragt sig i spidsen, inden Alex Galchenyuk udlignede til 2-2.

Der blev ikke scoret i tredje periode, og så skulle det hele afgøres i overtiden, hvor Max Pacioretty lavede det gyldne mål, der sikrede Montreal pladsen i slutspillet.

- Det er der, vi gerne vil være. Vi er glade, men vi er ikke tilfredse, siger Lars Eller til nhl.com.

Målet var hans 12. i denne sæson, og dermed tangerede han sidste års facit.

Eller og Frederik Andersen får følgeskab af flere landsmænd i slutspillet. Trods sløj form kommer New York Islanders og Frans Nielsen efter alt at dømme videre, og det samme kan man forvente af Jannik Hansen og Vancouver Canucks.

Grundspillet slutter 11. april.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.