Eller scorer for tredje kamp i træk
Lars Eller scorede for tredje kamp i træk, da Montreal Canadiens bankede Boston i NHL natten til fredag.
Lars Eller er inde i en god stime i NHL.
Lars Eller er inde i en god stime i NHL. Foto: Graham Hughes/AP


Den danske ishockeyspiller Lars Eller har ramt en god stime.

Natten til fredag bragte han Montreal Canadiens foran 2-1 mod Boston hjemme i Bell Center i Montreal. Hjemmeholdet endte med at vinde kampen med 5-1.

Ellers scoring faldt 13 minutter inde i anden periode, og Montreal-spillerne så sig ikke tilbage efter den. Boston var kommet foran i kraft af en scoring i overtal i slutningen af første periode, men fik ikke lov at score mere.

Det var tredje kamp i træk, at Lars Eller scorede for sit hold. Dermed har han svaret stærkt igen på, at hans træner Michel Therrien bænkede ham i en kamp tidligere på måneden.

Lars Eller blev også noteret for en assist på Montreals sidste scoring, og har nu lavet fem scoringer og tre målgivende afleveringer i sæsonen.

Mikkel Bødker og Arizona Coyotes måtte natten til fredag forlade Calgary med et nederlag på 3-5. Danskeren stod for en enkelt assist i kampen.

Arizona fortsætter turnéen i Canada allerede fredag, hvor Mikkel Bødker skal møde sin tidligere holdkammerat fra Rødovre, Jannik Hansen, i den tidligere OL-by Vancouver.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.