David Trads er journalist og forfatter.
Af David Trads
LONDON: Inden for bare en enkelt time mødte jeg to englændere, som boede få kilometer fra hinanden, men som lige så godt kunne leve på hver deres planet:
Den ene, George, var arbejdsløs murer. Han bor i Havering-området, hvor mere end to ud af tre stemte farvel og tak til EU – og han havde intet godt at sige om Bruxelles og den slags.
”Jeg vil bare ud! Jeg kan slet ikke genkende det land, jeg voksede op i. Mig og mine venner bliver presset ud af arbejdsmarkedet af østeuropæere, som vælter ind over grænsen. EU, det er noget, som går ud over sådan nogle som mig.”
Den anden, Patricia, læser økonomi på London School of Economics, et af klodens bedste universiteter. Hun bor i Chelsea-bydelen, hvor to ud af tre stemte for at blive.
”Jeg vil selvfølgelig blive! Jeg er lige så meget en europæer som brite. Hende, jeg deler lejlighed med, er tysker. Jeg håber at komme til at arbejde i finanssektoren – måske i Paris. EU åbner Europa op. Jeg elsker det faktisk.”
Man kan også sige det på den her måde:
George er på det tabende hold. Patricia er på det vindende hold.
Han oplever, at globaliseringen, den vandrende arbejdskraft og det frie marked er en trussel. Hun ser det alt sammen som en fordel. George ser fabrikker flytte ud af landet og bulgarere underbyde hans timeløn. Patricia ser topjobs og topløn flytte ind i London City.
George møder jeg på en sølle pub, hvor måltidet er en tarvelig burger. Patricia taler jeg på en fancy café, hvor hun drikker en espresso ristretto. Han smilte, da jeg gav ham en øl. Hun betalte selvsagt, inden jeg nåede at reagere. Klasseforskellen er til at tage og føle på.
Men torsdag blev taberen til vinderen – og vinderen til taberen. Den britiske elite fik en ordentlig en på kassen, da folket stemte farvel og tak til EU. Et chok for eliten. En sejr til folket.
Det var dem med lav uddannelse, i lavtlønsjob, uden for byerne og oppe i alderen, som vandt. De højtuddannede, de vellønnede, storbymenneskene og de unge tabte. Dem, der drikker en engelsk dåseøl og spiser roastbeef, slog dem, som nyder Chardonnay og sushi.
Måske lyder det som en karikatur, men det er det ikke. Efter folkeafstemningen er Storbritannien et delt folk. Et klasseopdelt folk – og læren fra torsdagens afstemning bør studeres nøje i resten af verden.
Som Bernie Sanders, den populære venstreorienterede præsidentkandidat i USA, fastslog, da det britiske resultat var kendt, så er farvellet et ’bevis på, at den globaliserede økonomi ikke virker for alle.’
Dem, hvis arbejde er flyttet ud af landet, eller hvis job er truet af social dumping, ja, de vender ryggen til den globalisering, som har gjort den øverste halvdel af befolkningen rigere. Nej’et til EU i Storbritannien er et nej til globalisering, til indvandring, til øget ulighed, til åbne grænser.
Det er selvsagt også et nej til et EU, som mange briter – og danskere med flere – synes er fjernt, uforståeligt, mærkværdigt, bureaukratisk. Men det er mest et ønske om at skrue tiden tilbage til en fortid, hvor den fattigste halvdel føler, at der blev taget mere hensyn til dem.
Hvis EU skal komme videre fra det britiske exit – uden at det hele falder sammen – er det afgørende, at politikere i andre lande, herunder Danmark, anerkender, at kampen mod social dumping og mod øget (galopperende) ulighed kommer i centrum.
Ellers må eliten forberede sig på endnu flere slag fra folket. Eliten må lære at dele.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.