Elever: Fond skal løse praktikmangel
Restauratør er træt af, at små restauranter uddanner kokke, som de store arbejdsgivere i branchen snupper.
I øjeblikket er det en økonomisk byrde for det mindretal af primært små og mellemstore virksomheder, der påtager sig at ansætte lærlinge. Og det skal laves om.
I øjeblikket er det en økonomisk byrde for det mindretal af primært små og mellemstore virksomheder, der påtager sig at ansætte lærlinge. Og det skal laves om. Foto: Colourbox/free


Lav en uddannelsesfond, så alle arbejdsgivere kommer til at betale for uddannelsen af fremtidens faglærte.

Forslaget kommer fra restauratør Henrik Green, som er bestyrelsesmedlem i organisationen Small Danish Hotels. Og det får opbakning fra både eksperter og elever på erhvervsskolerne, skriver Ugebrevet A4.

- Der er dem, der tror, man tjener på at have lærlinge. Det er forkert. Man sætter til på det. Og den tilsætning er ved at være for stor, siger Henrik Green.

Derfor har han udtænkt idéen om uddannelsesfonden, som vil gøre det økonomisk holdbart for de mindre arbejdsgivere at tage lærlinge, skriver Ugebrevet A4.

I øjeblikket er det en økonomisk byrde for det mindretal af primært små og mellemstore virksomheder, der påtager sig at ansætte lærlinge.

Den arbejdsdeling bliver ikke ved med at gå, og så vil den i forvejen katastrofale praktikpladsmangel for alvor eksplodere, mener Henrik Green.

Indtil for få dage siden var der ifølge de officielle tal fra Undervisningsministeriet 5966 unge, der manglede en praktikplads.

Dertil kommer de 6600, som er i gang med at gennemføre den praktiske del af deres uddannelse i såkaldt skolepraktik på et praktikcenter, fordi de ikke har kunnet finde en praktikplads i en virksomhed.

Mie Dahlskov Pihl, senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), har lavet talrige undersøgelser af praktikpladsmanglen.

Hun ved, at det kun er hver fjerde danske virksomhed, der påtager sig et uddannelsesansvar og ansætter lærlinge. Hun ved også, at det især er de store virksomheder, der ikke lukker lærlinge ind.

- Hvis jeg var det mindretal, der stod for at uddanne morgendagens arbejdsstyrke, ville jeg også synes, at den nuværende arbejdsdeling er hamrende uretfærdig, siger hun.

Ifølge AE"s beregninger vil der komme til at mangle 30.000 faglærte
i 2020, hvis der ikke kommer flere igennem erhvervsuddannelserne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.