Elev løsladt for at have fornærmet Erdogan
En 16-årig skoledreng er sluppet ud af varetægtsfængsel efter at have "fornærmet" Tyrkiets præsident Erdogan.
Den 16-årige var anholdt for at have beskyldt Recep Tayyip Erdogan og regeringen for korruption.
Den 16-årige var anholdt for at have beskyldt Recep Tayyip Erdogan og regeringen for korruption. Foto: /AP


En tyrkisk domstol har fredag beordret en 16-årig gymnasieelev løsladt, efter at han blev anholdt for at have fornærmet præsident Recep Tayyip Erdogan. Det afstedkom et ramaskrig.

Drengen, Mehmet Emin Altunses, blev løsladt efter en klage fra hans advokat over, at han var blevet anholdt i den centralt beliggende by Konya.

Han mødtes med sine forældre, da han forlod retsbygningen i byen, men han erklærede trodsigt, at hans politiske aktivisme vil fortsætte, oplyser tv-kanalen CNN-Türk.

- Der er ikke tale om at træde tilbage fra vores sti. Vi vil fortsætte langs denne vej, lyder det fra drengen ved hans løsladelse.

Altunses havde holdt en tale onsdag i Konya, en højborg for det regerende islamistisk funderede Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP), hvori han anklagede Erdogan og det regerende parti for korruption.

Drengen, som blev anholdt af politiet i skolen, afviste pure under afhøringer, at han skulle have nogen forbindelse til noget politisk parti, men bekræftede, at han havde udtalt sig om sagen.

Altunses har beskyldt Erdogan for at være chef for tyveri, bestikkelse og korruption.

På trods af sin løsladelse er han fortsat anklaget for at have fornærmet Erdogan og kan vente at blive stillet for retten på et ikke nærmere bestemt tidspunkt. Straframmen er op til fire års fængsel, hvis han bliver dømt.

Drengens advokat, Baris Ispir, har indgivet en begæring til retten om hans løsladelse sammen med omkring 100 kolleger, som kom fra Istanbul for at vise deres støtte.

Hans advokater har også påpeget, at beskyldninger mod Erdogan og hans inderkreds har cirkuleret i månedsvis på de sociale medier, uden at nogen er skredet til handling.

Drengens mor, der er arbejdsløs kok, udtrykte forfærdelse over anholdelsen og konstaterede, at han er blevet tilbageholdt, som om han var en bevæbnet terrorist.

- Han er kun en dreng. Han plads er i skole og ikke i fængsel, siger Nazmiye Gok til dagbladet Hürriyet.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.