Det er nok en frygt for mange at komme til at sige "du" til en kongelig, hvis man en dag skulle være heldig møde dem.
Men for de to engelske prinser, William og Harry, betyder tiltaleformen ikke så meget. Det gjorde den i hvert fald ikke, da de to brødre besøgte filmsettet til BBC's gør-det-selv-program "DIY SOS". Det skriver Hello! Magazine.
Da prinserne kom ind på settet bød den populære tv-vært Nick Knowles dem velkommen med det obligatoriske "Deres kongelige højheder". Han spurgte derefter de engelske brødre, hvordan de gerne ville tiltales resten af dagen.
- Wills og Harry er fint, sagde de to prinser og afslørede dermed prins Williams kælenavn.
Men en af arbejderne på settet gik dog skridtet videre. Elektrikeren Billy plejer nemlig at kalde alle på settet for "Sausage" (pølse, red.) - og så er det lige meget, om de er kongelige eller ej. Så da han hilste på brødrene som "Deres kongelige pølser", blev det alligevel for meget for den ene prins.
- Hør lige, hvis du skal kalde mig for "pølse", så bliver det en meget lang dag, sagde Harry.
De to prinser, der derefter blev kaldt ved fornavn, hjalp programmets arbejdere med at renovere huse, der går til britiske krigsveteraner.
/ritzau/FOKUS