Elefanter kæmper sig tilbage i Ugandas natur
Bestanden af elefanter blev næsten udryddet i Uganda under diktatoren Idi Amin. Nu er der gode nyheder.


Engang var der mange tusinde elefanter i den vilde og frodige natur i Uganda.

Der var kæmpe flokke på savannerne. I 1960'erne havde Uganda en bestand af vilde elefanter på anslået 35.000.

Men i 1971 kom diktatoren Idi Amin til magten, og under hans regime frem til 1979 blev de store dyr næsten udryddet.

Nu ser det imidlertid ud til, at det er lykkes at få bestanden gjort levedygtig igen, fortæller den britiske avis The Independent.

Under Amin var landet fyldt med unge soldater, der ikke bestilte andet end at holde diktatoren ved magten, og de brugte blandt andet tiden på at skyde dyr - og også mennesker.

Det gik ud over elefanterne. De unge mænd fyrede løs med deres skydevåben mod elefanterne, kastede granater ind i flokkene, og når de store dyr faldt, blev deres stødtænder fjernet og solgt.

I midten af 1980'erne var bestanden nede på omkring 1000.

- Hele dyrebeskyttelsen brød sammen, siger dr. Akankwasa Barirega fra Ugandas ministerium for natur til avisen.

- Elefanter blev dræbt, så deres stødtænder kunne sælges, eller for at deres kød kunne spises. Der var ingen ledelse. Alt var kaos.

Det har ændret sig, og nu er Uganda det afrikanske land, der har den hurtigstvoksende bestand af elefanter. De 1000 dyr fra 1980'erne er blevet til godt 8000, der lever i landets 10 nationalparker.

Ifølge avisen har regeringen i Kampala nul tolerance over for krybskytter, der som i andre lande med elefanter også huserer i Uganda.

I øjeblikket drøftes et lovforslag, der vil give en straf på 20 års fængsel for handel med dele fra dyr.

Ugandas præsident, Yoweri Museveni, erklærede i juli, at han støtter projektet Giants Club, der er et tiltag, som en velgørenhedsorganisation i Kenya har taget for at beskytte elefanter mod krybskytter.

I øvrigt var elefanterne ikke de eneste dyr, der blev skudt på grund af deres horn af Idi Amins soldater. Også landets næsehorn blev jagtet.

I 1985, seks år efter afsættelsen af Amin, var der ikke flere næsehorn tilbage i Uganda.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.