Elbæk om udsigt til gigant-succes: Det gør kæmpe indtryk
Alternativet står til at komme i Folketinget med ni mandater, viser måling foretaget af Megafon for TV2.
Alternativets formand Uffe Elbæk vil blandt andet bruge sine mandater til at sikre en grønnere miljøpolitik, hvis det ender med, at partiet kommer i Folketinget. (Jonas Olufson/POLFOTO)
Alternativets formand Uffe Elbæk vil blandt andet bruge sine mandater til at sikre en grønnere miljøpolitik, hvis det ender med, at partiet kommer i Folketinget. (Jonas Olufson/POLFOTO) Foto: JONAS OLUFSON/POLFOTO


Det gør et stort indtryk på Uffe Elbæk, formand for Alternativet, at partiet i en valgstedsmåling har udsigt til knap fem procent af stemmerne.

I en måling foretaget af Megafon for TV2 står det forholdsvis nye parti til at få 4,9 procent af stemmerne, hvilket kan veksles til ni mandater.

- Jeg er glad, hvis bare vi kommer over to procent, og nu ser det ud til, at vi ligger til 4,9 procent, og det gør da et kæmpe indtryk, siger Uffe Elbæk.

Han fortæller, at for omkring en uge siden følte sig sikker på, at partiet ville komme ind.

Uffe Elbæk vurderer, at mange vælgere blandt andet har sat kryds ved partiet, fordi de vil en mere offensiv klimapolitik.

- Jeg tror, at rigtig mange danskere vil en mere progressiv klimapolitik og synes, at Danmark for meget er blevet en konkurrencestat, siger Alternativets formand, der fejrer afslutningen på valgkampen på en båd i Københavns kanaler.

Han fortæller, at han vil bruge mandaterne til at arbejde for en friere offentlig sektor, en stærk iværksætterkultur og en grøn omstilling af Danmark, hvilket ifølge Uffe Elbæk bedst kan lade sig gøre med en rød statsminister.

- Det er klart, at hvis det bliver en rød regering med Helle Thorning, så er der mulighed for, at der bliver mere lydhørhed for det, vi er gået til valg på. Det vil blive nemmere at lave en klimapolitik, som vi gerne vil, siger Uffe Elbæk.

Uffe Elbæk understreger, som han har sagt flere gange under valgkampen, at partiet ikke vil komme med nogle ultimative krav til Helle Thorning-Schmidt (S), hvis hun ender med at trække det længste stå.

I målingen står rød blok til 87 mandater, mens Venstre og de øvrige partier i blå blok har 88 mandater.

Dermed kan de fire nordatlantiske mandater komme til at spille en stor rolle, da der kræves 90 mandater for at samle et flertal i Folketinget.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.