EL vil stille skrappe krav til arbejdsgivere
Virksomhederne skal slå job op lokalt, før de ansætter udlændinge, mener Enhedslisten.
Enhedslisten mener, det skal være et krav, at alle ledige job slås op på den offentlige jobportal, jobnet.dk, og samtidig vil partiet have, at virksomhederne skal kontakte det lokale jobcenter og den relevante A-kasse, før partiet ansætter udlændinge.
Enhedslisten mener, det skal være et krav, at alle ledige job slås op på den offentlige jobportal, jobnet.dk, og samtidig vil partiet have, at virksomhederne skal kontakte det lokale jobcenter og den relevante A-kasse, før partiet ansætter udlændinge. Foto: Colourbox/free


Der er blevet snakket nok om lønmodtagernes pligter og ansvar. Nu er det på tide, at politikerne fokuserer på arbejdsgivernes pligter, mener Enhedslisten, der er klar til at skærpe en række krav til landets arbejdsgivere.

I sin tale på Folkemødet senere fredag vil partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, fremlægge en række forslag, der ifølge partiet skal bidrage til at få flere danskere i arbejde og forbedre dansk økonomi.

Enhedslisten mener, det skal være et krav, at alle ledige job slås op på den offentlige jobportal, jobnet.dk, og samtidig vil partiet have, at virksomhederne skal kontakte det lokale jobcenter og den relevante A-kasse, før partiet ansætter udlændinge.

Partiet vil desuden gøre det dyrere for virksomheder, der ikke tager lærlinge. De skal betale et større bidrag til dem, der gør, mener partiet, der også vil have stat, regioner og kommuner til at gennemtvinge, at der bliver oprettet lærepladser i forbindelse med offentlige arbejder.

- Jeg er træt af at høre arbejdsgivere være bekymrede for, at der kommer til at mangle uddannet arbejdskraft i fremtiden, når de selvsamme arbejdsgivere ikke tager lærlinge og undlader at uddanne deres egne ansatte, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

- Tusinder af unge står og venter på en praktikplads. De arbejdsgivere, der snyder sig udenom, skal betale ved kasse et, så de ansvarlige arbejdsgivere kan få mere støtte.

Derudover foreslår Enhedslisten, at arbejdsgivere, der ikke ansætter folk i fleksjob, skal betale til dem, der gør. Partiet vil endvidere have, at virksomheder, der udfører arbejde for det offentlige, undlader at operere fra skattely.

Samtidig skal der indføres kædeansvar, og arbejdsgiverne skal ikke længere kunne få sygedagpengerefusion, hvis en medarbejder bliver sygemeldt på grund af forhold, der åbenlyst er arbejdspladsens skyld, mener Enhedslisten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.