EL vil sende nedslidte på tidlig pension
S-toppen bør ifølge Johanne Schmidt-Nielsen lytte til pensionsforslag fra socialdemokratisk folketingsmedlem.
Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen bakker op et forslag fra socialdemokraten Jeppe Bruus. Forslaget skal betyde tidligere pension for folk med hårdt fysisk arbejde. Arkivfoto
Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen bakker op et forslag fra socialdemokraten Jeppe Bruus. Forslaget skal betyde tidligere pension for folk med hårdt fysisk arbejde. Arkivfoto Foto: PETER KLINT/POLFOTO


Hvis rød blok genvinder regeringsmagten, vil Enhedslisten presse på for at få ændret pensionsreglerne, så folk med mange års hårdt fysisk arbejde bag sig kan gå tidligere på pension end andre.

Det siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, i en skriftlig kommentar til et forslag fra Socialdemokraternes uddannelses- og forskningsordfører, Jeppe Bruus.

Han ønsker ifølge Berlingske et pensionssystem, der tilgodeser personer med mange års nedslidende arbejde.

Og det er en "ubetinget god idé", mener Johanne Schmidt-Nielsen.

- Jeg er fuldstændig enig med de medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe, der nu vil gøre op med tilbagetrækningsreformen. For den tager simpelthen ikke hensyn til de danskere, som har haft et langt og nedslidende arbejdsliv, siger hun.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro, afviser over for Berlingske forslaget fra sin partifælle.

Men den socialdemokratiske top burde ifølge Johanne Schmidt-Nielsen "lytte, i stedet for bare at afvise".

- For det her er et problem, som vi er nødt til at løse, siger hun og uddyber:

- Jeg så egentlig helst, at man helt droppede den planlagte hævelse af pensionsalderen. Men der er ingen tvivl om, at dem, der har det største behov for at kunne trække sig tilbage tidligere, er dem, som har været længst på arbejdsmarkedet og haft fysisk hårde job. Så det er det rigtige sted at starte.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.