EL til Sass: Vi skal ikke droppe flygtningekonvention
Johanne Schmidt-Nielsen ryster på hovedet af Henrik Sass Larsens udmelding om et flygtningeloft i Danmark.
Johanne Schmidt-Nielsen (EL) vil have S-formand Mette Frederiksen til at forholde sig til partifællen Henrik Sass Larsens udmelding om et loft over antallet af asylansøgere og flygtninge, Danmark bør tage imod.
Johanne Schmidt-Nielsen (EL) vil have S-formand Mette Frederiksen til at forholde sig til partifællen Henrik Sass Larsens udmelding om et loft over antallet af asylansøgere og flygtninge, Danmark bør tage imod. Foto: Davali Philip/Polfoto


Danmark skal ikke tage imod alle verdens flygtninge, men der skal heller ikke indføres et loft over, hvor mange asylansøgere og flygtninge, Danmark kan tage imod.

Det siger Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslistens udlændinge- og integrationsordfører, som modsvar til socialdemokraten Henrik Sass Larsens udmelding om, at der bør være en maksimumsgrænse.

- Det er jo en helt vild melding fra Henrik Sass. Reelt siger han, at Danmark skal droppe FN's flygtningekonvention. Ovenikøbet midt i en historisk flygtningekrise.

- Altså den konvention verdenssamfundet lavede i fællesskab efter Anden Verdenskrig, fordi vi så, hvor galt det gik, når mennesker på flugt blev afvist ved grænserne.

- Verdenssamfundet kiggede hinanden i øjnene og sagde: Aldrig igen, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Henrik Sass Larsen, der er gruppeformand for det største parti i Folketinget, vil ikke sætte et eksakt tal på, men siger til Politiken, at "Danmark skal tage imod så mange, som vi kan integrere succesfuldt".

Og det er "nærmere 1000 end 10.000 om året, hvis det er dem, der er svært integrerbare", lyder det.

- Det må bero på nogle af de standarder, vi sætter op rundt omkring i skoler, i boligområder og i daginstitutioner. Vi må sige, hvor mange vi mener, vi kan have af tosprogede, før det knækker for os, så vi ikke kan magte opgaven, siger han til Politiken.

Hos Dansk Folkeparti er formand Kristian Thulesen Dahl begejstret for Sass Larsens udmelding. Hidtil har DF stået alene i forhold til at røre ved konventionerne.

Thulesen Dahl siger til avisen, at han nu vil finde ud af, om det er en solomelding, eller om det er Socialdemokraternes linje.

Det samme vil Johanne Schmidt-Nielsen have svar på.

- Er det her udtryk for endnu et massivt skred mod højre hos Socialdemokraterne? Eller er det bare Sass? Mette Frederiksen må på banen.

- Det her er simpelthen for kontroversiel en melding til, at hun kan forholde sig tavs, siger Johanne Schmidt-Nielsen med henvisning til S-formanden.

Johanne Schmidt-Nielsen begriber ikke Sass' udmelding:

- Hvad har han forestillet sig? Hvad gør vi så, når flygtning nummer 1001 står på dansk jord og beder om beskyttelse? Lad os sige, det er en kvinde, der har været holdt som sexslave hos Islamisk Stat. Sender hende tilbage i armene på hendes bødler?

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.