EL: Thornings idé om billige dagpenge er hul i hovedet
Enhedslisten er glad for, at sløret løftes for, hvad Thorning vil med dagpengene, men efterlyser flere svar.
Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl er glad for endelig at få løftet "en flig af sløret" for, hvad statsministeren vil på dagpengeområdet. Men han efterlyser flere svar.
Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl er glad for endelig at få løftet "en flig af sløret" for, hvad statsministeren vil på dagpengeområdet. Men han efterlyser flere svar. Foto: NIELS HOUGAARD/POLFOTO


Det er ifølge Enhedslisten hul i hovedet, at Helle Thorning-Schmidt (S) vil lave et bedre dagpengesystem uden at ville betale for det.

Sådan lyder meldingen fra Enhedslisten, efter at en mail fra statsministeren til socialdemokratiske folketingsmedlemmer torsdag afslører, at dagpengesystemet ikke må blive dyrere, men alligevel bedre.

- Det er helt uacceptabelt, at Thorning fastholder, at et nyt dagpengesystem ikke må koste mere end det nuværende. Det betyder jo, at man skal forringe et andet sted for at forkorte genoptjeningsretten, siger arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl (EL) i en skriftlig kommentar.

- Det er et klart løftebrud. For før valget lovede Socialdemokraterne, at de ville sløjfe Løkkes (Venstres formand, Lars Løkke, red.) dagpengenedskæringer og føre pengene tilbage. Det løfte bør hun leve op til, mener han.

Han glæder sig dog over, at Thorning nu løfter "en flig af sløret for", hvad hun egentlig ønsker med dagpengene.

- Det har vi længe råbt på. Men det er stadig alt for uklart, og hun skylder nogle flere svar til vælgerne inden et valg, siger Christian Juhl.

Ordføreren pointerer, at alt for mange stadig vil falde ud af dagpengesystemet, selvom statsministeren vil gøre det nemmere at genoptjene dagpenge. Ifølge ham er det "langt fra" tilstrækkeligt til at løse de store problemer, som er skabt med dagpengereformen.

Reformen blev indført af VK-regeringen, men da Socialdemokraterne kom i regering efter folketingsvalget i 2011, måtte de tage reformen med.

Reformen halverede dagpengeperioden fra fire til to år, mens genoptjeningsperioden blev fordoblet fra seks måneder til et år.

Thorning skriver i mailen til sine partifæller torsdag, at reglerne for genoptjening skal nytænkes, og at der skal være et incitament for lønmodtagere til at tage kortere ansættelser.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.