EL støtter DF-krav om genforhandling af Lissabon-traktat
Danske politikere bør kræve genforhandling af Lissabon-traktaten, siger Enhedslistens EU-ordfører.


Dansk Folkeparti har en pointe i, at danske politikere bør kræve en genforhandling af Lissabon-traktaten. Sådan lyder det fra Enhedslistens EU-ordfører, Søren Søndergaard, til et forslag fra DF's europaparlamentsmedlem Morten Messerschmidt i Jyllands-Posten.

DF vil genforhandle traktaten for at skille Schengen-samarbejdets åbne grænser fra deltagelse i Europol. Enhedslistens bevæggrunde er dog nogle andre, siger Søren Søndergaard.

- Dansk Folkeparti har nogle argumenter for at ville genforhandle traktaten, og dem forholder jeg mig ikke til. Men jeg støtter kravet om en genforhandling, siger han.

- Det moralsk rigtige ville være enten at genforhandle Lissabon-traktaten med det formål at forsvare forbeholdet i stedet for at udvande det, eller at man lader befolkningen stemme om Lissabon-traktaten, siger Søren Søndergaard.

Der var ingen folkeafstemning om Lissabon-traktaten, som Folketinget godkendte i april 2008.

Kun Dansk Folkeparti og Enhedslisten stemte imod traktaten, der blandt andet indfører en ny EU-præsident, flertalsafgørelser på flere områder i EU's ministerråd og giver EU-Parlamentet større indflydelse.

Ifølge Søren Søndergaard har politikerne demokratisk forpligtelse til at forsøge at genforhandle traktaten.

- Grunden til, at vi risikerer at ryge ud af noget samarbejde nu, skyldes, at vi ikke kan fastholde et mellemstatsligt samarbejde.

- Så det problem har politikerne selv skabt. Dels fordi de forhandlede så elendigt omkring Lissabon-traktaten, og ikke benyttede den styrkeposition vi havde, og dels at de ikke spurgte befolkningen, siger Søndergaard.

Dansk Folkepartis forslag kræver godkendelse fra alle EU's medlemsstater. Det er urealistisk, lyder det fra eksperter og justitsminister Søren Pind (V) i Jyllands-Posten.

- Jeg støtter kravet om en genforhandling, og så må vi jo se, hvor realistisk det er, siger Søren Søndergaard.

- Det er klart, at hvis man sender et brev til EU og siger, skal vi ikke genforhandle Lissabon-traktaten, så vil svaret være nej. Men der er også andre lande, der ønsker at genforhandle Lissabon-traktaten, siger Søren Søndergaard.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.