EL skoser DF og LA for ikke at fyre Eva Kjer Hansen
Det er respektløst, at DF og LA støtter Eva Kjer, men fyrede Morten Bødskov, mener Pernille Skipper (EL).
Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, skoser Dansk Folkeparti og Liberal Alliance for at støtte miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, når DF og LA støttede Enhedslisten, da Morten Bødskov (S) blev fyret som justitsminister i S-R-SF-regeringen.
Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, skoser Dansk Folkeparti og Liberal Alliance for at støtte miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, når DF og LA støttede Enhedslisten, da Morten Bødskov (S) blev fyret som justitsminister i S-R-SF-regeringen. Foto: Olufson Jonas/Polfoto


Enhedslisten angriber Dansk Folkeparti og Liberal Alliance for at holde hånden over miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), når DF og LA i december 2013 hjalp Enhedslisten med at fyre Morten Bødskov (S) som justitsminister i S-R-SF-regeringen.

Det mener Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, i en skriftlig kommentar.

- Jeg fatter ikke, hvordan Liberal Alliance og Dansk Folkeparti kan holde masken, når de helt ublu freder en minister, bare fordi de er enige med hende. Pinligt. Vildt pinligt, siger Pernille Skipper.

- Især når man husker på, at begge partier støttede Morten Bødskovs afgang meget varmt, netop fordi han havde løjet for Folketinget. Dengang mente både DF og LA, at det var grund nok.

Hun roser De Konservative for at stå fast på, at de har mistet tilliden til Eva Kjer Hansen.

- Det er så vigtigt, at Konservative har sat foden ned over for en minister, der manipulerer og fifler med tallene. Og helt vildt pinligt, at det åbenbart rager DF og LA en høstblomst, siger Pernille Skipper.

Det er ifølge Enhedslistens retsordfører en principsag, at Folketinget skal have tillid til, at ministrene taler sandt.

- Hvis Folketinget ikke kan stole på de oplysninger, der kommer fra ministrene, kan vi ikke udføre vores arbejde, vi kan ikke stå inde for lovgivningen, og vi kan ikke kontrollere regeringen, siger Pernille Skipper.

Tilliden til ministrene er vigtigere, end om partierne støtter en rød eller blå regering, mener hun.

- De principper skal vi værne om på tværs af partier og uanset ministrenes farve. Det er mangel på respekt for demokratiet at tilsidesætte de principper på grund af Christiansborg-fnidder, siger Pernille Skipper.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.