EL-profil: Vi bør stille op til Europa-Parlamentet
Enhedslisten bør stille op til Europa-Parlamentet, lyder det fra Enhedslistens Pelle Dragsted.
- Folkebevægelsen mod EU kan en masse, men det er en tvær­politisk organisation, og mange af dagens kampe i Europa er jo ekstremt politiske, siger Pelle Dragsted.
- Folkebevægelsen mod EU kan en masse, men det er en tvær­politisk organisation, og mange af dagens kampe i Europa er jo ekstremt politiske, siger Pelle Dragsted. Foto: Scanpix/arkiv


Der venter et opgør om EU i Enhedslisten forud for partiets årsmøde i pinsen, hvor partiet skal diskutere en eventuel opstilling ved europaparlamentsvalget i 2019.

Det får nu partiets finansordfører, Pelle Dragsted, til at udtale, at partiet har forpligtet sig til at spille en mere aktiv rolle på den "europæiske politiske kampplads" efter afstemningen om retsforbeholdet, skriver Information.

Med det mener han også, at Enhedslisten ikke længere skal anbefale sine medlemmer at stemme på Folkebevægelsen mod EU.

- Folkebevægelsen mod EU kan en masse, men det er en tvær­politisk organisation, og mange af dagens kampe i Europa er jo ekstremt politiske.

- Hele den europæiske nedskæringspolitik, de økonomiske krav til Grækenland og flygtningesituationen - er alle politiske spørgsmål, der skiller på en højre-venstreakse, siger Pelle Dragsted til Information.

Allerede i 2013 var spørgsmålet oppe ved en urafstemning i partiet, hvor daværende politisk ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, gruppeformand Per Clausen, folketingsgruppens næstformand, Pernille Skipper, samt finansord­fører Frank Aaen alle mente, at Liste Ø for første gang skulle figurere på stemmesedlen ved et valg til Europa-Parlamentet.

Men det blev stemt ned af medlemmerne, hvilket blandt andet glædede den mangeårige EU-modstander Christian Juhl (EL).

Christian Juhl, som i dag er Enhedslistens udviklingsord­fører, frygter stadig, at Enhedslisten kan ende med at tage Folkebevægelsens enlige mandat, hvilket ifølge ham ville føre til bevægelsens opløsning, ligesom det skete for Junibevægelsen.

- Vi kalder os et græsrods­parti, men det er at svigte græsrødderne, hvis vi selv stiller op, for en opstilling kan nemlig i værste fald tage livet af Folkebevægelsen, siger han til Information.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.