EL-profil til Mette F.: Du kan kun lovgive dig ud af sengepraktikker
Hvis S-formanden for alvor vil rydde op i sine egne reformer, må hun love lovændringer, mener Enhedslisten.
Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Finn Sørensen, glæder sig over, at Socialdemokraterne vil evaluere sine egne arbejdsmarkedsreformer og ændre der, hvor det kræves.
Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Finn Sørensen, glæder sig over, at Socialdemokraterne vil evaluere sine egne arbejdsmarkedsreformer og ændre der, hvor det kræves. Foto: Andreas Bro/Free


I en kronik i Politiken lægger S-formand Mette Frederiksen op til at evaluere de arbejdsreformer, som hun selv stod i spidsen for som beskæftigelsesminister.

Er der noget, der ikke fungerer, skal det laves om, lover hun og henviser blandt andet til, at det aldrig har været meningen, at folk skulle sendes i arbejdsprøvning i deres sygeseng.

Hos Enhedslisten glæder arbejdsmarkedsordfører Finn Sørensen sig over, at Mette Frederiksen "omsider erkender", at der er noget galt med hendes egne reformer.

- Men jeg er nødt til at sige til hende, at det kræver lovændringer, hvis vi skal forhindre kommunerne i at sende borgere ud i sengepraktik og andre lige så vanvittige forløb, siger han.

- Hvis hun ikke vil sætte hårdt mod hårdt og opsige forliget, så er det bare ren luft.

Særligt udskældte er de såkaldte ressourceforløb, der trådte i kraft i 2013. De betyder, at personer under 40 år ikke kan få tilkendt førtidspension, medmindre det er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen.

- Ankestyrelsen godkender den ene gang efter den anden de her sengepraktikker. Så er der kun én mulig konklusion, og det er, at loven skal laves om, siger Finn Sørensen.

Ud over Mette Frederiksen har også partilederne fra De Radikale og SF ytret ønske om at se ressourceforløbene efter i sømmene.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.