Sig noget pænt om Løkke
EL-profil: Løkke har lavet imponerende mange ulykker
Lars Løkke Rasmussens politiske modstandere er blevet bedt om at sige noget pænt om statsministeren i anledning af regeringens kommende etårs jubilæum.
Enhedslistens Rune Lund er imponeret over, hvor mange ulykker Lars Løkke Rasmussen har kunnet lave i sit første år som statsminister.
Enhedslistens Rune Lund er imponeret over, hvor mange ulykker Lars Løkke Rasmussen har kunnet lave i sit første år som statsminister. Foto: Scanpix/arkiv


Den 28. juni er det et år siden, at Lars Løkke Rasmussen (V) satte sig i den varme stol i Statsministeriet. 

Avisen.dk har bedt politikere fra Folketingets otte partier, som ikke sidder i regeringen, sige noget pænt om statsministeren i anledningen af etårs-jubilæet.

På Folketingets yderste venstrefløj mener Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund, ikke overraskende, at Lars Løkke Rasmussen er god til at lave ulykker.

- Jeg er ret imponeret over, hvor mange ulykker han har kunnet lave, til trods for at han sidder på det mest spinkle mandat og det mest vakkelvorne parlamentariske grundlag, man kan forestille sig, siger Rune Lund.

Har et politisk kompas

Rune Lund fremhæver dog også, at Lars Løkke Rasmussen er godt politisk afklaret modsat eksempelvis Socialdemokraterne, som i Rune Lunds øjne ikke ved, hvor partiet skal hen.

- Han (Lars Løkke Rasmussen, red.) har et politisk kompas og han ved, hvad han vil med magten. Og derfor kan det lade sig gøre for ham at overleve politisk og lave en lang række ulykker og forringelser, og det må man notere sig og et eller andet sted også tage hatten af for, siger Rune Lund og fortsætter:

- Han er jo gået i gang med at lave lettelser for erhvervslivet, slagte ulandsbistanden og forringe forholdene for kontanthjælpsmodtagere, og det gør han med sikker hånd, selvom han kun har et mandats flertal i folketinget, siger Rune Lund.

Skaber en levende debat

Samtidig fremhæver Enhedslistens skatteordfører også statsministerens evne til at gribe fat i en diskussion og spille tilbage med overskud som en positiv egenskab.

- Han er i hvert fald ikke én, der bare står og læser kedeligt op af et manuskript. Han griber debatten og spiller ind i den og gør det med overskud, og det skaber en levende debat i Folketingssalen. Den ros vil jeg gerne give, lyder det fra Rune Lund.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.