Mandag 7. august blev der lagt en video op på den spanske cykelrytter Alberto Contadors Instagram-profil.
- Jeg ønsker at informere jer om to ting, startede den 34-årige spanier med kælenavnet "El Pistolero" (Pistolmanden, red.) med at sige.
- Den første er, at jeg kører Vuelta a España fra 19. august, og den anden er, at det bliver mit sidste løb som professionel cykelrytter.
Contador begyndte karrieren tilbage i 2003 og udviklede sig hurtigt til at blive en af verdens bedste etapeløbsryttere.
Han har inden sit sidste store løb vundet syv grand tour-løb.
Ifølge Thomas Bay, cykelekspert og kommentator hos Eurosport, er det især Contadors vindermentalitet, der skiller sig ud.
- Og så er han et fysisk pragteksemplar. Mentalt har han også altid været utrolig stærk, siger han.
For Contador har det været alt eller intet i de store etapeløb. Han har altid enten vundet eller endt uden for top-3, når han har stillet op.
I Danmark er Contador bedst kendt for sin tid på det danske Saxo Bank-hold, hvor han dog fik en turbulent start, efter at han blev testet positiv for doping under Tour de France i 2010.
Contador påstod efterfølgende, at han havde optaget det ulovlige stof ved at have spist en dårlig bøf.
På trods af den såkaldte bøfsag tror Thomas Bay stadig, at spanieren vil blive husket som en stor cykelrytter.
- Internt i cykelmiljøet er der ikke nogen tvivl om, at Contador har været en fabelagtig cykelrytter med et naturtalent ud over alle grænser, siger han.
Contador kommer helt ekstraordinært til at køre med trøje nummer et i Vueltaen. Det nummer er ellers normalt forbeholdt sidste års vinder.
- At Alberto har valgt at stoppe karrieren i Spanien er en stor ære for hele organisationen, siger løbsdirektør Javier Guillen.
"El Pistolero" glæder sig til karrierens sidste løb i hjemlandet.
- Jeg er sikker på, det bliver tre fantastiske uger, hvor jeg kan nyde jeres kærlighed, og jeg kan ikke vente med at komme i gang, siger han.
Vueltaen begynder lørdag med en 13,7 kilometer lang enkeltstart i den franske by Nimes.
/ritzau/