EL: Nyttejob har ingen integrations-effekt
Både Enhedslisten og Venstre hiver i regeringen for at få dens integrationsudspil i hver sin retning.
Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen er ikke fan af nyttejobordningen.
Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen er ikke fan af nyttejobordningen. Foto: PHILIP DAVALI/POLFOTO


Der var mange forslag til forbedringer, da beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) mandag indledte forhandlinger om regeringens integrationsudspil.

Han blev mødt af Venstre, der i udspillet savner et personligt incitament for flygtninge til at få et arbejde, og af Enhedslisten, der ikke kan se effekten af nyttejob, som er en krumtap i udspillet.

- Vi er temmelig kritiske overfor regeringens planer om endnu flere såkaldte nyttejob. Integrationseffekten ved at blive sendt ud på en strand med 50 andre flygtninge og samle skrald er altså begrænset, siger Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

- Det, der batter, er at komme ud på en rigtig arbejdsplads med danske kolleger. Vi frygter også, at nyttejob kommer til at fortrænge ordinære arbejdspladser.

Enhedslisten skal til forhandlinger med beskæftigelsesministeren mandag eftermiddag. Allerede mandag morgen var Venstre til samtaler. Her savnede integrationsordfører Martin Geertsen (V), at der blev stillet større krav til den enkelte flygtning.

- I Venstre synes vi, at der i regeringens udspil skal være noget mere om personligt incitament til at tage et arbejde som flygtning. Vi vil gerne have genindført starthjælpen i en modereret form, siger han.

- I regeringens udspil kan kommunerne i princippet nøjes med at sende flygtninge i en times nyttejob eller virksomhedsrettet forløb om ugen. Det er markant anderledes end i dag, hvor der er et 37 timers krav.

Dermed står Enhedslisten og Venstre i hver sit hjørne, vurderer Johanne Schmidt-Nielsen.

- Venstres svar på hvad som helst plejer at være at gøre de allermest fattige endnu fattigere. Det virker ikke. Det har man forsøgt i 10 år, mens VKO sad på magten, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.