Enhedslisten inviterer Dansk Folkeparti til at lave aftaler om dagpenge og vækst i den offentlige sektor uden om regeringen. Det skriver BNB.
Efter det står klart, at Venstre bliver enlig svale i en smal regering, vil Enhedslisten benytte sig af, at Dansk Folkeparti frit kan indgå aftaler med andre partier i Folketinget.
Dansk Folkeparti er nemlig enig med de røde partier i, at der skal laves en ny aftale om dagpenge, ligesom de også ligger på linje med rød blok i en række andrespørgsmål om velfærd og den offentlige sektor.
- Det er helt afgørende, hvordan Dansk Folkeparti agerer i forhold til velfærd, når de står uden for regeringen. Vil de være villige til at bruge det flertal, der er uden om regeringen, til at tilføre dagpengeområdet flere penge, siger Pernille Skipper fra Enhedslisten.
Hvis Enhedslisten, SF, Alternativet, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kan blive enige, har de mandater nok til at gennemføre ændringerne uden om Venstre-regeringen.
I valgkampen gav Dansk Folkeparti og SF hinanden hånd på at forbedre dagpengereglerne. Det er det løfte, Enhedslisten nu vil holde dem op på.