Det skal være slut med, at syge borgere udsættes for "mishanding" i langvarige ressource- og jobprøvningsforløb.
Sådan lyder det mandag morgen fra Enhedslistens beskæftigelsesordfører Finn Sørensen inden Folketinget senere i dag skal diskutere en række beslutningsforslag om fortidspension, fleksjob og sygedagpenge fremsat af beskæftigelsesordførerens eget parti.
- Vi har rigeligt med eksempler på, at de reformer, der er lavet, desværre bliver brugt til at presse syge mennesker langt ud over kanten. I langt de fleste tilfælde bliver det godkendt af Ankestyrelsen, og så er der kun en konklusion, når man er lovgiver: Så må loven laves om, siger han til Avisen.dk.
Enhedslisten foreslår blandt andet, at der sættes en grænse for længden af afklaringsforløb på maksimalt to år, og at borgere med under en tredjedel arbejdsevne - det svarer til ca. 12,5 timer om ugen - skal kunne tildeles førtidspension.
Lægeerklæringer skal respekteres
Derudover er det ifølge Finn Sørensen højst kritisabelt, at kommunerne i alt for mange tilfælde ignorerer lægeerklæringer fra borgernes egne læger og speciallæger.
- Det skal indskærpes i loven, at lægeerklæringerne skal respekteres. I dag er der for det første tale om en omvendt bevisbyrde på borgernes skuldre, men selv når de har en lægeerklæring i hånden, hvor der står, at der ikke er mere at gøre, bliver mange alligevel sendt igennem arbejdsprøvninger, siger han.
Enhedslisten har stillet i alt seks beslutningsforslag, men at dømme ud fra de øvrige partiers hidtidige udmeldinger, ser det ikke ud som om, Enhedslisten kan skabe opbakning til ændringerne.
SF, der er et af forligspartierne bag reformen for fleksjob- og førtidspension, som blev indført i januar 2013, har ligesom Enhedslisten kritiseret kommunernes håndtering af reglerne.
Alligevel har partiet tænkt sig at stemme imod Enhedslistens beslutningsforslag, skriver Kristeligt Dagblad.
SF ønsker i stedet at fortsætte arbejdet med partierne i forligskredsen for at rette op på skævhederne i kommunerne.
Skadelig lovgivning
Den udmelding ærgrer Finn Sørensen, som fastholder, at der skal en lovændring til for at sikre en anstændig behandling af alle borgere.
- Det, man ikke vil forholde sig til, er jo, at når Ankestyrelsen godkender den behandling, borgerne får i dag, som med rette i mange tilfælde må kaldes mishandling, så er det fordi, man har lavet en meget skadelig lovgivning, siger han.
I Venstre støtter man fortsat reformen af førtidspension og fleksjob, fastslår partiets beskæftigelsesordfører, Hans Andersen.
- Det handler om, at vi ikke ønsker, at mennesker bliver parkeret på førtidspension, hvis de er i stand til at være en del af arbejdsmarkedet, siger han til Kristeligt Dagblad.
Enhedslistens beslutningsforslag bliver diskuteret mandag klokken 10 i Folketingssalen.