EL kræver 400 millioner på finansloven til sikre fødsler
Enhedslisten kræver 400 millioner kroner sat af på finansloven for at sikre en bedre fødselsforberedelse.


Kvinder må ikke efterlades i fødsel uden en jordemoder, og det skal flere hænder på landets hospitaler sikre. Derfor kræver Enhedslisten under de igangværende finanslovforhandlinger, at der bliver sat 400 millioner kroner af til formålet.

Pengene skal fordeles over fire år og skal sikre, at der bliver ansat flere jordemødre og mere plejepersonale.

Sådan lyder det fra Enhedslistens gruppeformand og sundhedsordfører, Stine Brix.

- Fødsler skal være sikre. Det kræver som minimum, at der er en jordemor til stede under hele fødslen, så kvinden ikke bliver efterladt alene. Vi har dygtige jordemødre, men de har alt for travlt. Derfor ønsker vi, at der bliver sat penge af til flere hænder på fødeafdelingerne, siger hun.

De flere penge skal sikre en bedre fødselsforberedelse, og at kvinder ikke bliver efterladt i fødsel uden jordemor.

Det seneste halve år er adskillelige jordemødre og kvinder stået frem og har fortalt om stærkt kritisable forhold på fødeafdelingerne, skriver Enhedslisten i en pressemeddelelse.

- Fødselsforberedelsen er også skåret helt ned mange steder.

- Det betyder, at de kommende forældre er usikre og bekymrede for fødslen, fordi de ikke er forberedt ordentligt. Det giver dårligere forløb, end de behøvede at være. Hvis jordemødrene får mere luft, vil de også kunne løfte fødselsforberedelsen, siger Stine Brix.

Tanken er, at midlerne skal udmøntes som en pulje, som regionerne kan søge med henblik på at styrke fødselsindsatsen.

For at embedsmændene kan nå at kigge lovgivningen efter i sømmene, satser man som regel på at indgå en aftale om finanslov inden midten af november.

Sidste år blev den deadline dog overskredet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.