EL-folk klager over høje skatter: Nye regler på vej
Lokalpolitikere i Enhedslisten klager over partiskat på op mod en tredjedel af vederlag. Nye regler er på vej.
Line Barfod (tv.) forklarer, at der allerede nu er mulighed for, at lokalpolitikerne får vederlaget udbetalt som kompensation for nedsat arbejdstid. Hvis de gør det, betales der ikke partiskat af beløbet.
Line Barfod (tv.) forklarer, at der allerede nu er mulighed for, at lokalpolitikerne får vederlaget udbetalt som kompensation for nedsat arbejdstid. Hvis de gør det, betales der ikke partiskat af beløbet. Foto: Scanpix/arkiv


Enhedslisten er på vej med nye retningslinjer for, hvor meget partiets lokalpolitikere skal spytte i den fælles partikasse.

Det forsikrer hovedbestyrelsesmedlem Line Barfod på partiets landsmøde søndag, hvor nogle byrådsmedlemmer har rejst kritik af partiskatten, der i øjeblikket er på en tredjedel af det bruttobeløb, man får for sit hverv.

- Vores frygt er, at hvis der ikke sker ændringer omkring partiskatten, vil det være svært at finde kandidater til en så tidskrævende opgave som kommunalpolitik, lyder det i et forslag fra Enhedslisten i Greve-Solrød.

Forslaget blev ikke vedtaget på årsmødet, men det betyder altså ikke, at der ikke kommer til at ske noget med partiskatten, forklarer Line Barfod.

- Det grundlæggende princip om, at vi ikke ønsker at få levebrødspolitikere, er der ikke nogen, der er uenige i. Men omvendt skal man også have en måde at håndtere det på, som gør, at folk også skal kunne have et liv.

Line Barfod forklarer, at der allerede nu er mulighed for, at lokalpolitikerne får vederlaget udbetalt som kompensation for nedsat arbejdstid. Hvis de gør det, betales der ikke partiskat af beløbet.

Men det står klart, at partiets lokalafdelinger administrerer reglerne meget forskelligt.

Under debatten på årsmødet søndag forklarede et byrådsmedlem, at han faktisk tabte penge på sit kommunalpolitiske arbejde, mens en anden mente at have et overskud på 3000 kroner om måneden.

Samtidig fandt en repræsentant fra Aarhus det nødvendigt at mane rygter i jorden om, at der slet ikke betales partiskat i Aarhus.

Line Barfod erkender, at der er brug for at præcisere reglerne. Om partiskatten vil blive sat ned, er hun derimod ikke overbevist om. Hun konstaterer dog, at der var stor modstand mod et forslag om at sætte partiskatten ned til fem procent.

- Jeg har svært ved at forestille mig et Enhedslisten, hvor man ikke vil betale et betydeligt beløb i partiskat, men hvor meget den præcist skal være, det er ikke hugget i sten. Det kan ændre sig over tid.

Enhedslistens princip om, at man ikke skal være aktiv i politik for at tjene penge på det, betyder blandt andet, at alle fuldtidsansatte i partiet tjener, hvad der svarer til lønnen for en faglært metalarbejder.

Også folketingspolitikere, borgmestre og rådmænd er omfattet af samme lønpolitik.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.