EL: Flertal vil bremse nedskæringer i udviklingsbistand
Regeringen er i mindretal i planerne om at skære i ulandsbistand. En række partier vil tvinge forslag igennem.
Et flertal i Folketinget vil tilsyneladende presse udviklingsbistanden for i år i gennem uden om regeringen. Arkivfoto af folketingssalen.
Et flertal i Folketinget vil tilsyneladende presse udviklingsbistanden for i år i gennem uden om regeringen. Arkivfoto af folketingssalen. Foto: Johan Wessman, News Øresund/free


Enhedslisten, Socialdemokraterne, Alternativet og De Radikale melder sig alle parat til at bakke op om et forslag fra SF om, at regeringen gennemfører cirka 1,4 milliarder kroner af de bremsede udbetalinger til udviklingsbistand i 2015.

Det vil betyde, at den danske udviklingsbistand kommer til at udgøre omkring 0,8 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) i år.

Og da De Konservative ifølge Enhedslisten har besluttet at undlade at stemme for eller imod forslaget, er regeringen i mindretal på forslaget.

Udsigten til at kunne bremse en del af regeringens planlagte besparelser glæder Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl.

- Det er meget glædeligt, at der tilsyneladende nu er flertal for SF's forslag om at redde omkring halvdelen af de blodige nedskæringer, som regeringen har planlagt at gennemføre på udviklingsbistanden i 2015. Nu gælder det om at fastholde De Konservative på deres beslutning, siger han i en pressemeddelelse.

I finansloven for 2016 har parterne bag aftalen skåret knap tre milliarder kroner af Danmarks udviklingsbistand, så beløbet ender på 14,8 milliarder.

Det svarer til 0,71 procent af Danmarks BNI, og Christian Juhl lægger ikke skjul på, at han gerne ser en højere udviklingsbistand i de kommende år.

- Regeringens nedskæringer er især i disse år ulogiske, fordi de skal være med til at sikre mennesker i de fattigste dele af verden ordentlige vilkår, så de ikke fristes til at flygte. De skal desuden sikre, at mennesker, som rammes af klimakatastroferne, kan sikre sig, hvor de bor.

- Forslaget fra SF sikrer en del af nedskæringerne i 2015, men ikke de kommende årlige forringelser på omkring 4,6 milliarder kroner på dansk udviklingsbistand fra 2016, siger han.

Christian Juhl opfordrer derfor De Konservative til også fremover at støtte op om at tvinge udviklingsbistand igennem trods regeringens ønsker.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.