EL: Dagpenge-alliance presser Thorning
Enhedslisten opfordrer Socialdemokraterne til at bruge det flertal, der nu er for at ændre dagpengereformen.
- Hvis socialdemokraterne virkelig vil et bedre dagpengesystem, har vi efter et valg 90 mandater til at sikre det, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
(Peter Klint/POLFOTO/Arkiv)
- Hvis socialdemokraterne virkelig vil et bedre dagpengesystem, har vi efter et valg 90 mandater til at sikre det, siger Johanne Schmidt-Nielsen. (Peter Klint/POLFOTO/Arkiv) Foto: PETER KLINT/POLFOTO


Med yderfløjenes håndslag på at lægge pres på den kommende statsminister om at halvere genoptjeningskravet til dagpengene, så er presset nu lagt over på statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Det siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

- Hvis socialdemokraterne virkelig vil et bedre dagpengesystem, har vi efter et valg 90 mandater til at sikre det, siger hun.

- Derfor er min opfordring til Thorning også meget klar: Lad ikke Dansk Folkeparti slippe af sted med et valgkamps-paradeforslag med Pia Olsen Dyhr (SF-formand, red.), men tag dem på ordet og brug flertallet til forbedringer for vores fælles dagpengesystem.

Den politiske dans om dagpengereformen kan let gøre beskuerne rundtosset:

Reformen blev i sin tid udtænkt af den daværende VK-regering og Dansk Folkeparti.

Men mens venstrefløjen med Socialdemokraterne i spidsen var modstandere af den, så omfavnede De Radikale konstruktionen, og partiet står i dag som den vel nok største tilhænger af reformen.

Efter sidste valg fik De Radikale gennemtrumfet, at den nuværende regering - der dengang også omfattede SF - skulle føre reformen ud i livet.

Men nu har SF og Dansk Folkeparti så givet hinanden hånd på, at de vil kræve en halvering af genoptjeningsperioden, så den går fra det nuværende år til det, der gjaldt før reformen, nemlig et halvt år.

- Mere end 50.000 mennesker er faldet ud af det dagpengesystem, som Thulesen Dahl og Margrethe Vestager opfandt. Det var en katastrofe, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

- Så kære Thorning: lad nu ikke De Radikale nedlægge veto mod forbedringer af vores dagpengesystem, ligesom i gjorde sidst, og lad os lave et bedre dagpengesystem, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.