Udsigten til en lønstigning på mere end 200.000 kroner om året ville nok få de fleste lønmodtagere til at juble.
Læs også: Flertallet er væk: Både V og S afviser nu også højere politikerlønninger
Men på sit borgmesterkontor i København har miljø- og teknikborgmester Morten Kabell alligevel ikke ladet champagnepropperne springe, selvom det netop er, hvad han kan se frem til, hvis Folketinget vedtager de anbefalinger fra Vederlagskommissionen, som Politiken i dag kan fortælle om.
Kommissionen vil ifølge avisens oplysninger foreslå at hæve lønnen for folketingspolitikere og ministre med cirka 15 procent, mens borgmestre som Morten Kabell kan se frem til et lønhop på 30 procent. For den københavnske borgmester betyder det helt konkret, at han i stedet for at få 750.000 kroner ind på lønkontoen om året vil kunne score 975.000.
- Det er helt forfejlet. Man kan sige meget, men jeg synes godt, at man kan leve for 750.000 kroner om året, siger Morten Kabell og understreger, at det er ironisk ment.
En lønstigning vil ifølge ham gøre gabet mellem politikere og befolkning endnu større.
- Jeg synes, det er vigtigt, at man som politiker også har et almindeligt forhold til resten af arbejdsmarkedet. Altså at man ikke er totalt langt væk fra de forhold, der gælder alle de mennesker, som man rent faktisk repræsenterer. Og der er normlønnen altså ikke 750.000 kroner og slet ikke 950.000 kroner om året, siger han til Avisen.dk.
Morten Kabells socialdemokratiske borgmester-kollega i Hjørring siger i dag, at en lønstigning til borgmestre ville være helt rimelig. Det begrunder han blandt andet med, at mange af hans borgmester-kolleger er gået op i arbejdstid og ned i løn. Men det argument holder ikke, mener Morten Kabell.
- Som borgmester sidder man også med et kæmpe apparat til ens rådighed. Man har i øvrigt også fri telefon, fri computer og fri alt muligt andet. Der er ikke nogen borgmester i det her land, der skal pive over vores arbejdsvilkår, siger han.
Normaliser pensionen
Til gengæld bifalder han Vederlagskommissionens forslag om at ændre politikernes pensionsordninger, så de minder mere om en almindelig arbejdsmarkedspension.
- Normaliser nu det her, så det kommer til at være på samme måde som resten af arbejdsmarkedet. Det er klart, at det betyder, at der kommer lavere pensioner til nogle, men der er ikke tvivl om, at det er mere rimeligt, lyder det fra Morten Kabell.
Faktisk mener han, at borgmestre burde få nøjagtig den samme pension som alle andre offentligt ansatte. At sætte pensionen ned skal dog ikke kompenseres af lønstigninger, understreger Morten Kabell.
- Det har jeg godt nok svært ved at se fornuften i, siger han.
Hvis Vederlagsforslag går igennem kan Morten Kabell som Enhedsliste-borgmester dog slet ikke stikke de ekstra penge i egen lomme. En højere løn vil nemlig ifølge partiets vedtægter betyde, at Morten Kabell i stedet skal aflevere mere i partiskat.
- Vi fastholder vores princip om, at vi allesammen tjener det samme som fuldtidspolitikere. Vi får den samme løn som en gennemsnit metalarbejder i København, og resten afleverer vi i partiskat. Vi har valgt det niveau, fordi vi mener, at det er rimeligt. Det er det Folketings-politikere får. Det er det borgmestre får, og det er faktisk også det, som vores ansatte på landskontoret får i løn, oplyser Morten Kabell.