Ekstra dansk hold med i Post Danmark Rundt
Alle fire mindre danske cykelhold får en plads i etapeløbet Post Danmark Rundt til august.
Post Danmark Rundt får deltagelse af fire danske teams registret som kontinentale teams. Arkivfoto.
Post Danmark Rundt får deltagelse af fire danske teams registret som kontinentale teams. Arkivfoto. Foto: Christophe Ena/AP


De fire danske cykelhold, der er registreret som såkaldt "kontinentale" hold, får alle plads i sommerens etapeløb Post Danmark Rundt.

Det meddeler løbsdirektør Jesper Worre mandag i en pressemeddelelse.

De fire hold, Team Trefor-Blue Water, Riwal Platform, Team ColoQuick og Almeborg-Bornholm, er registreret, som det man kan kalde cykelsportens tredje division, og det var ellers oprindeligt meldt ud, at kun tre af de fire danske hold ville komme med i dansk cyklings største tilbagevendende begivenhed.

Kriterierne for udtagelsen var resultater i de største hjemlige cykelløb og i udlandet, samt et mere subjektivt kriterium om at dyrke den danske talentudvikling.

Målt på resultaterne så Team Almeborg-Bornholm ud til at blive sorteret fra, men alle fire kom altså med.

- De fire hold har alle vist højt sportsligt niveau. Nogle har markeret sig mest nationalt og andre internationalt.

- Desuden prioriterer alle hold udviklingen af danske talenter, hvilket er et af udtagelseskravene, og det har vi valgt at belønne, siger løbsdirektør Jesper Worre.

- Jeg glæder mig til at følge dem i Post Danmark Rundt og tror på, at alle fire hold vil være synlige og markere sig i løbet, fortæller løbsdirektøren.

Cult-holdet, som kører på niveauet over de øvrige danske hold, var forhåndsudtaget og inviteret.

Det samme er World Tour-holdene Tinkoff-Saxo, Lotto-Soudal, Astana, MTN-Qhubeka, Bora-Argon og Europcar. Alle de seks sidstnævnte kører desuden Tour de France fra på lørdag.

Ifølge løbsdirektør Jesper Worre, vil deltagelsen af yderligere et World Tour-hold blive offentliggjort i den nærmeste fremtid.

Magnus Cort, som kører på det australske storhold Orica-Greenedge, er udtaget til at forstærke det landshold, som ellers normalt består af ryttere, hvis danske hold ikke er med i løbet.

Post Danmark Rundt køres fra 4. til 8. august med start i Struer og slut på Frederiksberg i København.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.