Selv om en VM-semifinale er et historisk resultat for norsk herrehåndbold, har holdet ikke tænkt sig at gå selvtilfredse ind til resten af turneringen. Nu vil holdet tage fusen på eksperterne og nå VM-finalen.
Det siger landstræner Christian Berge til NRK ifølge NTB efter tirsdagens 31-28-sejr over Ungarn i kvartfinalen.
- En tanke slog mig, da kampen var færdig. Sidste år var vi fornøjede med at nå semifinalen (ved EM, red.). Nu skal vi have større fokus på at komme skridtet videre. Det vil vi arbejde benhårdt for, siger han.
Norge slog et hul mod Danmarks banemænd tidligt i kampen, og midt i anden halvleg var opgøret afgjort, så nordmændene kunne slappe lidt mere af, mens Ungarn pyntede på resultatet.
HC Midtjyllands Espen Lie Hansen spillede en solid kamp i forsvaret, mens han i offensiven var stærk i kontrafasen og selv bidrog med seks mål. Kampen gik helt efter planen, siger han.
- Vi havde fået besked på at være hurtige i kontrafasen. Det skal vi altid være, men det lykkedes vældig godt i dag, siger Espen Lie Hansen til NTB og uddyber om sine seks mål:
- Jeg er en tung mand på 100 kilo, og jeg ville ikke selv stå i vejen for en som mig, når jeg først kommer op i fart, siger han.
I målet tog TTH Holstebros Torbjørn Bergerud godt fra, og han er ekstatisk over at nå VM-semifinalen.
- Det er sindssygt, at vi står i semifinalen. Det er faktisk lidt surrealistisk, siger målmanden til NTB.
Fredag venter enten Spanien eller Kroatien i semifinalen i Paris.
/ritzau/