Eksplosion ryster diplomatkvarter i Kabul
Uroen er stigende og frygten for en voldsspiral vokser i Afghanistan, hvor Isaf-missionen udløber til nytår.
Efter et selvmordsangreb tidligere på dagen rammes diplomatkvarteret i Kabul af flere eksplosioner.
Efter et selvmordsangreb tidligere på dagen rammes diplomatkvarteret i Kabul af flere eksplosioner. Foto: Rahmat Gul/AP


En kraftig eksplosion og efterfølgende skyderi har rystet et ambassadekvarter i den afghanske hovedstad Kabul torsdag aften, rapporterer journalister fra det franske nyhedsbureau AFP.

Angrebet er det andet i hovedstaden torsdag, efter at en selvmordsbomber kørte ind i en bil fra den britiske ambassade og dræbte en brite og fire afghanere.

Politiet har ikke givet yderligere oplysninger om angrebet torsdag aften i Kabul, hvor volden er taget til de seneste uger, mens tiden rinder ud for Isaf-koalitionens mandat til nytår efter 13 års kampe mod Taliban.

Hovedstaden har været ramt af mindst otte bomber de seneste 10 dage.

Den stigende uro skaber yderligere frygt for, at Afghanistan kan ende i en voldsspiral, når koalitionen trækker sig, og de nationale sikkerhedsstyrker skal overtage det fulde ansvar under træning af vestlige soldater.

Årets blodigste angreb i Afghanistan ramte søndag, da en selvmordsbomber angreb en volleyballkamp i den østlige provins Paktika og dræbte 57 personer.

Når Isaf-missionen udløber ved nytår, vil 12.500 soldater blive i landet for at træne og støtte det afghanske politi og militær.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.