Ritzau
Opdateret kl. 19:37
En voldsom eksplosion og flere brande hærger et stort industriområde på kemikaliefabrikken BASF i det vestlige Tyskland.
To personer menes dræbt, oplyser virksomheden mandag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters. To andre savnes fortsat. Flere er meldt såret.
Af meldinger tidligere mandag er det fremgået, at der var brandfolk blandt de savnede.
BASF i Ludwigshafen opfordrede mandag eftermiddag i en erklæring alle i byen til at blive inden døre. Børnehaver og skoler har beordret alle børn inde.
Bystyret skriver på Twitter, at nogle mennesker har klaget over problemer med vejrtrækning.
Virksomheden sagde på et pressemøde klokken 16, at der ikke var direkte fare for mennesker uden for området.
- Der er sket en eksplosion med flere sårede. Årsagen er ikke opklaret endnu, hedder det i en presseerklæring fra BASF.
Slukningskøretøjer fra hele regionen er på stedet for at forhindre, at branden spredes.
Den tyske avis Bild viser luftfoto fra området, hvor man kan se voldsomt høje flammer og en tyk sort røgsøjle.
- Vi er stadig ved at undersøge den præcise årsag. De relevante myndigheder er blevet informeret, siger koncernen.
Ludwigshafen ligger omkring 80 kilometer sydvest fra Frankfurt.
Eksplosionen, der fandt sted omkring klokken 11.30, skete i forbindelse med arbejde på en rørledning, oplyser virksomheden. Eksplosionen antændte flere andre brande i området.
Området Landeshafen Nord, hvor eksplosionen er sket, er en havn, der bruges til transport af brændbare væsker og gasser.
/ritzau/Reuters