Eksplosion lægger hus i ruiner - beboer er savnet
En kraftig eksplosion har ramt landsbyen Stjær ved Galten. Redningshunde leder efter en ældre kvinde.
Eksplosionen skete i den lille by Stjær, der ligger vest for Aarhus.
Eksplosionen skete i den lille by Stjær, der ligger vest for Aarhus. Skærmbillede: Google Maps


En voldsom eksplosion har torsdag eftermiddag rystet byen Stjær ved Galten i Midtjylland. En villa ligger i ruiner, og husets kvindelige beboer er savnet.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Redningshunde leder torsdag aften efter den 87-årige kvinde i murbrokkerne.

- Vi har ikke fundet tilskadekomne, men vi savner husets beboer, siger vagtchef Svend Pedersen fra Sydøstjyllands Politi.

Politiet modtog anmeldelsen om eksplosionen klokken 16.27.

Efter eksplosionen sivede der gas fra en ledning i jorden uden for den sammenstyrtede villa. Politiet formoder, at der er en sammenhæng mellem gasudslippet og eksplosionen.

- Men vi ved det ikke endnu, siger Svend Pedersen.

Ved eksplosionen udbrød der brand i huset. Branden såvel som gasudslippet er torsdag aften under kontrol.

- Vi har lukket for gassen, og ilden er slukket, siger Svend Pedersen.

Eksplosionen fandt sted på Kollens Møllevej i Stjær.

Et område i en radius på 100 meter fra ulykkesstedet blev efterfølgende afspærret af hensyn til folks sikkerhed.

Til TV2 fortæller et vidne, der befandt sig 200 meter væk, at han kunne mærke eksplosionen meget kraftigt.

- Lige pludselig var der en kæmpe trykbølge gennem hele byen. Det hele rykkede sig bare, som om en bil var kørt ind i vores hus, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.