Eksplosion i antallet af hemmelige ransagninger
De særlige politienheder driver antallet af hemmelige ransagninger i vejret.
Det er særligenheder såsom Task Force Pusher Street, der driver antallet af hemmelige ransagninger i vejret. (Jens Dresling/POLFOTO/arkiv)
Det er særligenheder såsom Task Force Pusher Street, der driver antallet af hemmelige ransagninger i vejret. (Jens Dresling/POLFOTO/arkiv) Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Antallet af hemmelige ransagninger, hvor politiet bryder ind hos mistænkte for at gennemrode deres ting, er steget markant de seneste år. Det skriver Politiken.

Et svar fra Justitsministeriet til Folketingets Retsudvalg viser, at politiet anslår, at der fra 2012 til og med 2014 er blevet foretaget cirka 2000 hemmelige ransagninger.

Tallet er et estimat, da hemmelige ransagninger ikke registreres. Desuden inkluderes PET's operationer ikke i opgørelsen.

I 2010 kom Justitsministeriet med en lignende opgørelse i et svar til retsudvalget, der viste, at der i årene 2008 og 2009 blev foretaget cirka et par hundrede hemmelige ransagninger.

Retsordfører hos Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøl er manden bag retsudvalgets seneste spørgsmål til antallet af hemmelige ransagninger, og han er overrasket over svaret.

- Vi mener, at man skal være meget tilbageholdende med at benytte et så indgribende efterforskningsskridt, siger han til Politiken.

- Det bør kun være en metode, som politiet benytter undtagelsesvist i ekstraordinære situationer, og derfor vil jeg nu bede justitsministeren om at forklare, hvad der berettiger den voldsomme stigning.

Ifølge Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, virker det "helt grotesk", at politiet ikke registrerer antallet af hemmelige ransagninger.

Modsat mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, ikke, at stigningen er et problem.

- Det er et godt middel, især for de særlige politienheder, som bekæmper organiseret kriminalitet og bander, som ellers kan være svære at optrævle, siger han.

Det er især politiets særlige task forces, der står for stigningen i antallet af hemmelige ransagninger.

Task Force Pusher Street, der har fokus på den ulovlige hashhandel på Christiania, har foretaget 324 hemmelige ransagninger fra 2012 til 2014. Bandeenheden Task Force Øst har i samme periode udført 1200 hemmelige ransagninger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.