Eksplosion i anmeldelser af vold mod offentligt ansatte
Politiet overvældes af sager om trusler og vold - men i mange tilfælde rejses der ikke sigtelse mod nogen.
- Vi har gjort rigtig meget fra organisationernes side for at få tallene frem i lyset, siger formand for FTF Bente Sorgenfrey. 
- Vi har gjort rigtig meget fra organisationernes side for at få tallene frem i lyset, siger formand for FTF Bente Sorgenfrey.  Foto: Scanpix arkiv


Offentligt ansatte som socialrådgivere, sygeplejersker og hjemmehjælpere anmelder vold begået mod dem som aldrig før.

Men kun lidt over halvdelen af anmeldelserne fører til, at politiet faktisk vælger at rejse sigtelse.

Det viser Rigspolitiets netop udgivne nøgletal fra første kvartal af 2016.

Heraf fremgår det, at politiet modtog 486 anmeldelser om vold mod personer i offentlig tjeneste i første kvartal af 2015.

Men nu stiger kurven altså stejlt. I dette års første kvartal er antallet 891. Det er en stigning på 83 procent.

Imidlertid valgte politiet kun at rejse sigtelse i 560 af sagerne.

Hos FTF, der er hovedorganisation for 450.000 ansatte, medgiver man, at de ansatte er blevet bedre til at politianmelde den vold, de bliver udsat for.

- Vi har gjort rigtig meget fra organisationernes side for at få tallene frem i lyset. Så vi får flere tal frem, siger formand Bente Sorgenfrey.

Hun mener dog, at den voldsomme stigning i antallet af anmeldelser også er et udtryk for, at volden faktisk er eskaleret.

- At flere anmelder kan godt forklare noget af stigningen. Det skal man være opmærksom på, så man ikke slår på stortromme, men det kan altså ikke forklare det hele, siger hun.

Ifølge hende stiger volden i takt med, at den offentlige sektor bliver udmagret i forbindelse med besparelser.

Lange ventetider og sagsbehandlingstider skaber frustration hos borgerne.

- Der er blevet meget mindre tid, og hvis man har mange problemer, så er man følsom, og temperamentet kan løbe af med én. Man er desperat, fordi ens livssituation ikke er særlig god, siger formanden.

Erstatningsnævnet, der udbetaler erstatning til de voldsramte, strammede i 2015 reglerne for, hvornår man kan få udbetalt erstatning som følge af det stigende antal sager.

Alle sager skal politianmeldes, før man kan få udbetalt erstatning. Også når for eksempel et barn i en skole slår en voksen, selv om barnet ikke kan straffes.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.