Ekspertgruppe om radikalisering: Sprækkerne skal mindskes
Færre sprækker mellem myndigheder og en mere sammenhængende indsats, lyder anbefalingerne fra ekspertgruppe.


Radikaliseringens fødekæde skal knækkes, og myndighederne skal dele deres viden, så radikaliserede som Omar El-Hussein opdages i tide, lyder det fra en ekspertgruppe, som lancerer dets anbefalinger mod radikalisering onsdag.

Gruppen blev nedsat i januar med den svenske terrorekspert Magnus Ranstorp i spidsen før angrebene på kulturhuset Krudttønden og den jødiske synagoge.

Den lancerer sine anbefalinger onsdag, som blandt andet indeholder mere dialog med organisationer og religiøse miljøer, færre sprækker mellem myndigheder og en mere sammenhængende indsats.

Københavns Kommune oplever en markant stigning i antallet af henvendelser om unge, som er i risiko for at blive radikaliserede, hvilket ekspertgruppen vil imødekomme med 15 hovedanbefalinger.

- Vi anbefaler, at man i København får skabt et større samarbejde mellem myndighederne og får samlet repræsentanter fra dem i én enhed, så man sikrer, at ingen forsvinder ud af systemet.

- Der er ingen enkelt løsning på radikalisering. Det kræver en bredspektret indsats, hvor man samarbejder med både offentlige og private organisationer og foreninger, siger Magnus Ranstorp, som til daglig er forskningsleder på Försvarshögskolan i Stockholm, i en pressemeddelelse.

Det seneste halve år har Københavns Kommune fået næsten lige så mange såkaldte bekymringshenvendelser som hele sidste år. 49 henvendelser er der kommet ind i årets første seks måneder mod 60 henvendelser sidste år.

- Med denne rapport er København den første storby til at præsentere en samlet indsats mod radikalisering. Det giver København et afsæt for at blive førende på området, siger Magnus Ranstorp

Så sent som februar i år havde fængselsbetjente hørt attentatmanden Omar El-Hussein tale om at tilslutte sig Islamisk Stat i Syrien, da han sad varetægtsfængslet i København.

Kriminalforsorgen rettede henvendelse til PET, men her forblev bekymringerne uden at Københavns Kommune kendte til sagen, da Østre Landsret to uger inden skudangrebene løslod den senere gerningsmand.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.