Eksperter: Tvangsindlæg gravide misbrugere
Flere eksperter mener, at man bør kunne tvangsindlægge gravide, der drikker for meget.
Eksperter vil tvangsindlægge gravide misbrugere af henyn til det ufødte barn.
Eksperter vil tvangsindlægge gravide misbrugere af henyn til det ufødte barn. Foto: Colourbox/free


Hvis gravide kvinder drikker, er der risiko for, at deres barn fødes misdannet eller med en hjerneskade.

Derfor foreslår eksperter og formanden for Det Etiske Råd, at man tvangsindlægger gravide, som ikke kan kontrollere alkoholen. Det skriver Berlingske.

Der er ifølge avisen ingen opgørelse over, hvor mange børn, der i Danmark lider skade af deres mors alkoholindtag under graviditeten.

Men i en artikel i Lægemagasinet fra 2004 skønner man, at der hvert år bliver født omkring 100 børn med alvorlige hjerneskader, fordi mødrene har drukket under graviditeten.

Lisbeth Zornig Andersen, som er direktør i Huset Zornig og tidligere formand for Børnerådet, mener, at det gennem loven bør være muligt at forhindre kvinder i at drikke, når de er gravide.

- Vi bør have muligheder i lovgivningen til at forhindre kvinderne i at drikke under graviditeten, fordi det er så alvorlig en indgriben i et barns liv, siger Lisbeth Zornig Andersen til Berlingske.

Det samme synspunkt har May Olofsson, overlæge på Hvidovre Hospital, som har mange års erfaring med gravide stof- og alkoholmisbrugere.

Også Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd, taler for en skærpet lovgivning på området.

- Det afgørende er, at vi hjælper i den situation, hvor vi kan se, at der kommer et barn til verden, hvor vi med sikkerhed ved, at barnet vil tage livslang skade, siger Jacob Birkler til Berlingske.

En tværministeriel arbejdsgruppe med repræsentanter fra Socialministeriet og Sundhedsministeriet ventes i foråret 2015 at fremlægge en rapport, der blandt andet ventes at forholde sig til tvangsindlæggelser af gravide misbrugere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.