Eksperter: Svindelsagen i Skat kan vokse med milliarder
Skats tab kan blive langt større en hidtil udmeldt, når myndighederne kommer til bunds i sagen.
Tabet for statskassen kan blive på mere end 6,2 milliarder, lyder det nu fra flere eksperter.
Tabet for statskassen kan blive på mere end 6,2 milliarder, lyder det nu fra flere eksperter. Foto: Scanpix


Nye tal rejser ifølge eksperter tvivl om omfanget af den svindel, som Skat hidtil har meldt ud offentligt.

Ifølge eksperterne risikerer det foreløbige tab for statskassen på 6,2 mia. kr. at blive væsentligt større - måske over 10 mia. kr. - når myndighederne kommer til bunds i sagen. Det skriver Finans.dk.

Forklaringen ligger i Skats egen opgørelse over indtægterne på udbytteskat og de årlige refusioner til udenlandske aktionærer.

Hvis man sætter refusionerne i forhold til Skats indtægter på udbytteskat, fremgår det, at refusionsandelen helt som forventet er steget markant i 2013-2015, da svindlen ifølge Skat tog til.

Men selv hvis man skræller den formodede kriminalitet på 6,2 mia. kr. ud af statistikken, ligger refusionsandelene væsentligt over niveauet fra årene forinden.

"Jeg kender ikke til forhold, der skulle kunne få refusionerne til at stige så voldsomt, og da Skat ikke har nogen grund til at puste tallet op fra starten - snarere tværtimod - kan man godt frygte, at der kommer mere," siger Skatteadvokat Torben Bagge til Finans.

Også Bjarne Gimsing, der er skattepartner i revisionshuset EY og formand for skatteudvalget i revisorernes brancheorgan FSR, vurderer, at omfanget af svindlen kan være større.

Skat oplyser til Finans, at "Skat ikke kan afvise, at sagen er endnu større."

Da Skat i sidste uge meddelte en måbende offentlighed, at 6,2 milliarder kroner var tabt, kunne skatteminister Karsten Lauritzen (V) da heller ikke afvise, at der kunne komme flere sager.

- Det kan man ikke udelukke. Mit indtryk er generelt, at der er rimeligt styr på kontrolindsatsen i Skat, sagde ministeren til Ritzau.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.