Eksperter: Sukkerafhængighed er en myte
Mange betragter nærmest sukker som djævelen selv - men du bliver altså ikke afhængig af sukker, siger forskere.
"Kulhydrater har i flere været dømt ude som det rene gift - og i øjeblikket er det gluten, der står for skud. Hvad bliver det næste, der skal i skammekrogen?"
"Kulhydrater har i flere været dømt ude som det rene gift - og i øjeblikket er det gluten, der står for skud. Hvad bliver det næste, der skal i skammekrogen?" Scanpix / modelfoto


Frygten for sukker har taget overhånd, mener eksperter. De stiller sig kritiske over for den verserende retorik, hvor de hvide krystaller bliver sammenlignet med alkohol, tobak og heroin. Det skriver Foodculture.dk.

"Overvind din sukkerafhængighed."
"Sukker er vor tids farligste stof og kan sammenlignes med alkohol og tobak."
"Sukker er mere vanedannende end heroin."

Sådan lyder nogle af de overskrifter, som florerer i nyhedsbilledet og blandt alternative behandlere, hvis man googler sukker i forhold til afhængighed.

Men ligesom Mark Twain telegraferede, da han læste sin egen nekrolog, så er rygterne om sukkers destruktive og afhængighedsskabende egenskaber stærkt overdrevne.

Det siger flere eksperter ifølge Foodculture.dk.

"Det er helt ude i hampen at sammenligne sukker med heroin," siger Per Brændgaard, der er cand.scient. i human ernæring og leder af Center for Bevidst Sundhed.

Ifølge Per Brændgaard blander man begreberne begreberne afhængighed og misbrug sammen, hvis man taler om sukkerafhængighed

Misbrug og afhængighed er ikke det samme

Per Brændgaard forklarer, at man kan misbruge sukker, ligesom man kan misbruge alt muligt andet, eksempelvis Facebook, internet, sex og arbejde, men det betyder ikke, at man skal forbyde det. I virkeligheden handler det om at blive bevidst om sine spisemønstre.

"Dynamikken er det samme, uanset hvad man misbruger. Misbruget ligger i, hvis man bruger sukkerspisning til at håndtere psykisk sult," siger Per Brændgaard og fortsætter:

"I og med at sukker giver så meget nydelse, vænner nogle mennesker sig til, at det kan virke afstressende og reducere ubehagelige følelser. Det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt. Lidt som at tisse i bukserne."

Han understreger, at man skal begynde med at undersøge, om man overhovedet har et problem.

"En stor trang til sukker af og til - er ikke et problem. Hvis du derimod har svært ved at styre dit indtag og spiser voldsomme mængder sukker, slik og chokolade på én gang og får det meget ubehageligt bagefter, kan du have en spiseforstyrrelse, der skal behandles," siger Per Brændgaard til Foodculture.dk.

Afhængig af at spise usundt

Psykolog og klinisk diætist, Inge Vinding, afliver også myten om sukkerafhængighed.

"Det kommer an på, hvordan man definerer afhængighed, men man kan ikke blive afhængig af sukker som stof. Det giver ingen mening," siger Inge Vinding, der arbejder som privatpraktiserende med klinik i Aarhus og Ry, hvor hun rådgiver børn, unge og voksne med overvægt og spiseforstyrrelser.

Det er - påpeger Inge Vinding - lidt ligesom, når folk taler om, at de er deprimerede eller stressede. Bare fordi man har lyst til et stykke chokolade hver aften, så betyder det ikke, at man er afhængig. Hun påpeger, at der ikke er dokumentation for, at sukker i sig skulle være afhængighedsskabende.

"Nogle mennesker, der er kommet lidt længere ud end bare at trøstespise, dæmper negative følelser og stress med kalorieholdig mad," siger Inge Vinding til Foodculture.dk.

Hun forklarer, at man i internationale forskerkredse i stedet for 'food addiction', afhængighed af bestemte fødevarer, taler om 'eating addiction'", afhængighed af at spise på en bestemt måde.

Frygt giver usundt forhold til sukker

Cand.scient. i human ernæring, Per Brændgaard, mener, at vi skal meget påpasselige med den sprogbrug, der kendetegner sukkerdebatten:

"Sukker bliver opfattet som det rene gift. Som djævlen i maden, der skal udryddes ved detox-kure. Problemet ved det er, at det har den paradoksale effekt, at folk bliver mere fanget af deres sukkertrang".

Det svarer til at sige, at det er usundt at trække vejret for meget. Så vil folk tænke alt for meget over, om de trækker vejret for meget. Det forhindrer folk i at få et naturligt forhold til sukker:

"Der er brug for at få udrenset myterne om sukker," siger Per Brændgaard til Foodculture.dk.

Han bliver suppleret af psykolog og klinisk diætist Inge Vinding, der peger på, at vores frygt for bestemte fødevarer skifter takt med aktuelle trends:

"Kulhydrater har i flere været dømt ude som det rene gift - og i øjeblikket er det gluten, der står for skud. Hvad bliver det næste, der skal i skammekrogen?".

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.