Eksperter: Intet nyt i valgets sidste dueller
Først Thorning mod Løkke og derefter en partilederrunde onsdag aften runder over tre ugers valgkamp af.
Hverken Troels Mylenberg eller Hans Engell tror på, at partierne har noget nyt med, når de tørner sammen for sidste gang i aften inden morgendagens valg.
Hverken Troels Mylenberg eller Hans Engell tror på, at partierne har noget nyt med, når de tørner sammen for sidste gang i aften inden morgendagens valg. Foto: S¿ren Skarby/SSK


Onsdag aften er sidste chance for landets toppolitikere at imponere danskerne i valgkampen, inden krydset skal sættes torsdag.

Først mødes statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen på DR1 i en direkte duel mellem statsministerkandidaterne, og derefter er der en afsluttende partilederrunde på TV2.

De to politiske kommentatorer Hans Engell og Troels Mylenberg tror ikke, at de to begivenheder bringer noget nyt i valgkampen.

- Så få timer inden at valgstederne åbner, er kursværdien på politiske løfter stort set lig med nul. Ingen vælgere vil tro på nogen nye løfter nu, siger Hans Engell, mens Mylenberg, der er chefredaktør på Fyns Amts Avis, tilføjer:

- Måske kommer der et stilskifte personligt, som betyder, at man giver den ekstra gas. Tirsdag aften (til partilederrunden på DR1, red.) så vi for eksempel Morten Østergaard (R) være meget offensiv, mens Thorning var mere defensiv, end hun plejer at være.

For partilederne handler det om at have fokus på deres hovedbudskaber.

- Thornings hovedbudskaber vil være en advarsel mod Løkke, en advarsel mod nulvækst, og at Danmark er gennem krisen på grund af regeringen.

- Løkkes budskaber vil være, at det skal kunne betale sig at arbejde, fokus på udlændingepolitikken og på en regering, der ikke hænger sammen. Vi kommer til at høre gentagelser af det, vi tidligere har hørt, siger Engell.

Mylenberg forventer en barsk duel mellem Thorning og Løkke, som kæmper om tvivlerne, mens rød og blå blok sikkert vil have en del koordineret til partilederrunden.

- Rollerne inden for blokkene bliver fordelt. Hvem skal gøre hvad? Tirsdag aften så vi noget, der lignede en koordineret indsats fra de borgerlige om at udstille SR-regeringen. Det kommer vi sikkert til at se mere af, også omvendt denne gang.

- Løkke og Thorning kæmper om tvivlerne, og der skal lige siges noget ufordelagtigt om hinanden. Det kan godt blive hårdt, siger Mylenberg.

Både Mylenberg og Engell peger på, at Stig Grenov og Kristendemokraterne samt Konservatives Søren Pape Poulsen har mest at slås for i partilederrunden.

Kristendemokraterne har under hele valgkampen ligget under spærregrænsen i målingerne, mens Konservative kæmper for at undgå et dårligt valg.

Duellen mellem Thorning og Løkke begynder klokken 19, mens partilederrunden begynder klokken 20.50.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.