Eksperter: Det lugter kraftigt af nyvalg på Grønland
Grønlænderne kan meget vel stå foran et valg, efter det ene af to regeringspartier onsdag trak sig.


Det er næsten uundgåeligt, at grønlænderne skal til nyvalg, efter partiet Atassut onsdag trak sig fra regeringen i kølvandet på på bilagsskandalen mod Siumuts regeringschef Aleqa Hammond, der tirsdag fik bevilget orlov.

Det siger forsker i arktiske forhold på Aarhus Universitet Michael Böss og ekstern lektor Lars Hovbakke Sørensen fra Københavns Universitet og ekspert i nordiske forhold.

- Et valg er næsten uundgåeligt, for der er ikke nogen koalition mere. Man troede måske, at nu var der styr på det, fordi Aleqa Hammond gik på orlov, men den aftale, man har haft er så faldet sammen.

- Jeg forventer, at der vil blive udskrevet nyvalg, der er nærmest ikke andet at gøre i den situation, når de ikke har et regeringsflertal, siger Michael Böss til Ritzau.

Lars Hovbakke Sørensen tror også, at grønlænderne skal til stemmeurnerne, selv om en ny koalition ikke er umulig.

- Det kan ske, at de øvrige partier kan danne en ny regering, men det er ikke særlig sandsynligt. Men i grønlandsk politik opstår der ind i mellem nye utraditionelle alliancer, men det meste tyder på et valg snart, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Efter sagen kom frem fredag var Atassuts nye formand Knud Kristiansen ude med støtte til Aleqa Hammond, selv om revisionsudvalget i en rapport havde slået fast, at hun havde handlet i strid med loven.

Den grønlandske statskasse havde betalt for over 100.000 kroner til Hammonds private formål.

Atassut fredede tirsdag Hammond i en mistillidsafstemning, men nu har partiet taget en ifølge eksperterne overraskende kovending.

- Jeg havde ikke set det her komme. Det er en overraskelse. Det hænger nok meget sammen med, at presset er så stort på Siumut fra de øvrige partier, at Atassut ville miste en masse troværdighed, hvis man bare blev ved med at sidde og forsvare Hammond og Siumut.

Det siger Lars Hovbakke Sørensen og suppleres af Michael Böss.

- Presset internt i partiet og fra ungdomspartiet var blevet for stort, siger Michael Böss.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.