Hvis det står til en række danske og internationale forskere, vil der ikke gå mange år, før der igen lever vilde elefanter i Europa, herunder i Danmark, skriver Kristeligt Dagblad.
Elefanter har nemlig været en del af den europæiske natur i millioner af år, blandt andet under den seneste mellemistid for cirka 125.000 år siden, hvor den fem meter høje skovelefant gik rundt sammen med kronhjorte blandt bøge- og egetræer.
Og forskerne mener derfor, at det kunne være en god idé, hvis vi genindfører store dyr som blandt andre elefanten i naturen, hvor de tidligere har haft vigtige funktioner, så de kan være med til at genskabe en mangfoldig natur. Helt uden indblanding af mennesker eller brug af maskiner.
- Elefanten har været en del af vores økosystem før og hører derfor til gruppen af de store dyr, som kunne være spændende at få tilbage, fordi den kan være med til at sikre en selvplejende natur. Men det skal selvfølgelig ske under kontrollerede former, hvor det i første omgang vil være på et meget begrænset, indhegnet område. Hvis det så viser sig at være lovende, kunne jeg godt forestille mig, at vi på sigt kan opleve vilde elefanter igen herhjemme, siger Jens-Christian Svenning.
Han er professor ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, og en af de førende forskere inden for samspillet mellem menneske og natur og betydningen af klimaforandringer for den biologiske mangfoldighed.
Det er også på grund af denne forskning, han netop som den første i landet er blevet tildelt Dronning Margrethes Videnskabspris og for nylig har modtaget en bevilling på knap 14 millioner kroner fra Carlsbergfondet.