Ekspert: Vesten har intet svar på angreb fra Islamisk Stat
Så længe Vesten skændes om, hvad man skal gøre ved IS, sker der intet, mener lektor fra Forsvarsakademiet.
Franske soldater og fransk politi på en af sidegaderne til Rue de Charonne i Paris, der blev ramt af en række dødelige angreb fredag aften.
Franske soldater og fransk politi på en af sidegaderne til Rue de Charonne i Paris, der blev ramt af en række dødelige angreb fredag aften. Foto: Thibault Camus/AP


Vesten har ikke noget svar på Islamisk Stats attentat, der ramte Paris fredag aften. Det mener lektor på Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.

- Problemet er, at der ikke er noget godt direkte svar på sådan et angreb. Man kan godt sende flere fly ind over Syrien og smadre løs på Islamisk Stat. Men der kommer ikke andet ud af det end flere døde civile, siger han til Ritzau.

Peter Viggo Jakobsen kan ikke selv komme med bud på, hvordan man styrker indsatsen mod Islamisk Stat, når man ikke vil indsætte landtropper i Syrien.

- Det er svært at sige, hvad man kan gøre overhovedet. Man kan ikke svare direkte på det her på nogen måde. Så længe man ikke vil sende tropper ind for at ødelægge Islamisk Stat, så sker der ikke noget, siger han.

Han mener den eneste hurtige afslutning på Islamisk Stats virke er ved at indsætte landtropper.

- Der er alt for stor uenighed om kampen mod IS. Og det her angreb kommer ikke til at gøre nogen mere enige. Den store diskussion er, om Assad (Syriens præsident, red) skal være en del af det fremtidige Syrien. Og så længe man ikke bliver enige om det, så sker der ikke mere.

Peter Viggo Jakobsen tror ikke, at angrebet mod Paris fredag vil betyde, at en koalition mod Islamisk Stat kan blive enige.

- Russerne og iranerne er ligeglade med, at der er 128 mennesker i Paris, der er døde. De slås om Mellemøsten, og det vil det her ikke ændre på.

Mindst 127 personer har mistet livet i en række angreb, der ramte den franske hovedstad fredag aften og natten til lørdag. Præsident François Hollande har sagt, at Islamisk Stat står bag angrebene.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.