Ekspert til udskældte Bilka: Sådan bør I reagere nu
Det er en panikreaktion fra Bilka, hvis kæden har fyret en 17-årig ansat på baggrund af hans deltagelse i en Facebook-debat, lyder det fra en ekspert i krisekommunikation.
Foto: Marie Hald/Scanpix


Bilka er landet i en gigantisk shitstorm på grund af sagen om den 17-årige Mohamad Al Jawerheri, der angiveligt blev presset til at underskrive sin egen opsigelse, efter han havde deltaget i en Facebook-debat om islam.

På Bilkas Facebook-side tikker der i disse timer opslag fra utilfredse brugere ind stort set hvert eneste minut, ligesom flere politikere har udtrykt sympati for den 17-årige gymnasieelev. Mohamad Al Jawerheri engagerede sig i en debat om islam i den offentlige Facebook-gruppen "JA TIL FRIHED - NEJ TIL ISLAM". Debatten udviklede sig til, at brugerne fra gruppen angiveligt truede teenageren samt henvendte sig til Bilka i Næstved, hvor han i sin fritid sad ved kassen. Ifølge den 17-årige blev han herefter presset til at sige op.

Og hvis sagen hænger sådan sammen, er det en panikreaktion fra Bilkas side, lyder vurderingen fra Rulle Grabow Westergaard, der er ekspert i krisekommunikation.

- I virkeligheden handler det måske om, at man i Dansk Supermarked var bange for at blive involveret i en sag, hvor en medarbejder har opført sig dårligt. Man har ikke gravet ned i det, inden man reagerede, og det er dumt, siger hun til Avisen.dk.

Konstant krav til handling

Hun mener, at den ansvarlige Bilka-chef skulle have sat sig ind i sagen og taget en snak med den 17-årige.

- Jeg tror, at det er et udtryk for, at vi har fået en kultur, hvor der er et konstant krav til handling. Hver gang, der sker noget, eller virksomheder bliver tagget på de sociale medier, er vi lynhurtige til at reagere i stedet for at trække vejret dybt. Den tabloide trang fra medieverdenen til at få nogle til at forholde sig til noget, smitter af på kommunikationfolkene rundt omkring i virksomhederne, og det er ikke altid den klogeste løsning, der kommer ud af det, siger Rulle Grabow Westergaard.

I stedet kunne man måske have løst Mohamad-sagen med en intern dialog, så den var gået i sig selv igen, lyder det fra Rulle Grabow Westergaard.

- Der er mange virksomheder, der ikke forstår hvor hurtigt det går, hvor hurtigt det eskalerer, og hvor hurtigt det går over igen. Så kommer man til at gøre noget uheldigt. I stedet for at få "Nej til islam"-gruppen på nakken, får man en masse fra 'Amnesty-segmentet' på nakken, siger hun.

Giv en uforbeholden undskyldning

Det bedste Bilka kan gøre nu, hvor sagen er eksploderet, er at lægge sig fladt ned, lyder rådet fra Rulle Grabow Westergaard.

- Jeg ville lægge mig fladt ned, give en uforbeholden undskyldning og give Mohamed sit job igen, siger hun.

Hun tror dog ikke, at den dårlige omtale, som supermarkedskæden har fået i løbet af dagen, vil skade Bilkas omdømme eller pengekasse på sigt. Heller ikke selvom, mange på Facebook har erklæret, at de vil boykotte supermarkedskæden.

- Det er utrolig vanskeligt at få folk til at ændre adfærd permanent. Det skal være så afsindig grelt, hvis vi som vanemennesker skal ændre vores adfærd. Jeg kan næsten ikke erindre det er sket, siger hun.

Dansk Supermarked er netop nu i fuld gang med at undersøge sagen, lyder det fra dagligvaregiganten.

- Jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvordan hændelsesforløbet har været. Men det er klart, at hvis det måtte forholde sig, som det er beskrevet, så er det ikke i tråd med, hvordan vi normalt gør tingene eller gerne vil gøre tingene i Bilka, har pressechef Mads Hvitved Grand fra Dansk Supermarked tidligere tirsdag udtalt til Ritzau.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.