Ekspert spår nyt skotsk valg om uafhængighed
Skotlands selvstændighedsparti vil igen have skotterne til stemmeurnerne angående landets uafhængighed.
Lederen af Skotlands selvstændighedsparti, Nicola Sturgeon, ønsker en ny folkeafstemning om Skotlands uafhængighed.
Lederen af Skotlands selvstændighedsparti, Nicola Sturgeon, ønsker en ny folkeafstemning om Skotlands uafhængighed. Foto: Lesley Martin/AP


For et år siden holdt skotterne folkeafstemning om, hvorvidt de skulle være en uafhængig nation eller forblive en del af Storbritannien, som de har været siden 1707.

Skotterne sagde nej og forblev en del af Storbritannien. Men siden har Skotlands selvstændighedsparti, SNP, oplevet en markant stigning i opbakning, og nu vil partiet igen have skotterne til valgurnerne.

Nicola Sturgeon, leder af SNP og Skotlands førsteminister, siger, at det kommende partiprogram vil omfatte en tidshorisont for en ny afstemning.

Ifølge Ole Helmersen, som er lektor ved Københavns Universitet med speciale i moderne britisk politik, så er det realistisk, at SNP får ønsket om en ny folkeafstemning opfyldt.

- SNP står meget stærkt. Partiet blev styrket, da de ved valget i maj fik de mange mandater til parlamentet i London. Så jeg tror, der kommer en ny folkeafstemning inden for forholdsvist få år, siger han.

Ved valget til det britiske parlament i London i maj i år sikrede SNP sig 56 af Skotlands 59 pladser.

Så selvom Storbritanniens premierminister, David Cameron, holder på, at valget om Skotlands uafhængighed sidste år kun er noget, der sker "én gang i en generation", så kan det blive svært for ham at komme uden om SNP's ønske.

- I sidste ende er det London, der bestemmer. Skotland kan ikke selv kræve en ny folkeafstemning. Men kommer der tilstrækkeligt pres, så er det svært for en regering i London at sige nej, siger Helmersen.

SNP mener desuden, at regeringen ikke har levet op til sit løfte om at give mere selvstyre til Skotland.

Nicola Sturgeon, har sagt, at hvis den nye leder af Labour, Jeremy Corbyn, ikke er i stand til at give beviser på, at partiet kan vippe premierminister David Cameron og hans konservative parti af pinden, så vil ønsket om skotsk selvstændighed vokse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.